Brøndby har revet kontrakten over med angriber Andrija Pavlovic.
Parterne er nemlig blevet enige om at gå hver til sit, da der ikke er udsigt til spilletid.
Det kunne B.T. oplyse, og kort tid efter kom Brøndby selv med nyheden på sin hjemmeside.
»Pavlovic er både en dygtig fodboldspiller og en god fyr, men desværre har hverken Pavlovic eller Brøndby IF fået det ud af vores tid sammen, som vi havde sat næsen op efter,« siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen og fortsætter:
»Sådan går det nogle gange i fodboldens verden, og derfor er vi sammen med Andrija blevet enige om, at vores veje skilles her. Vi takker naturligvis Pavlovic for indsatsen, og ønsker ham held og lykke med fremtiden.«
Den bænk-vante angriber virker dog også selv tilfreds med udfaldet.
Målet er nu, at se fremad og få spillet en masse fodbold.
»Jeg vil gerne takke alle i Brøndby IF for min tid, og ønsker drengene og klubben alt det bedste. Jeg ser nu frem til at finde en klub, hvor jeg kan få lov til at gøre det, jeg brænder allermest for, nemlig at spille fodbold,« lyder det fra den nu tidligere Brøndby-angriber.
28-årige Pavlovic nåede at spille 47 kampe for Brøndby, hvori det blev til syv scoringer.