Saxo-stifteren og rigmanden Lars Seier Christensen har købt mere end hver femte aktie i Parken Sport & Entertainment, der ejer FC København, Lalandia og Telia Parken. Det oplyser selskabet via fondsbørsen.

Lars Seier ejer i forvejen ishockeyholdet Rungsted Seier Capital.

Seier Capital, der er 100 procent ejet af Lars Seier, har i alt købt 22,55 procent af aktierne i Parken. Det svarer til 2,2 millioner aktier eller for 221,8 millioner kroner aktier ved mandagens lukkekurs.

LD, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, meddeler i samme moment, at de har solgt alle deres aktier i Parken. Ved årsskiftet havde LD 29,13 procent af aktierne.

Parken Sport & Entertainment oplyser i en pressemeddelelse, at man inviterer til pressemøde med bestyrelsesformand Bo Rygaard og Lars Seier Christensen torsdag.

'Grundet rejseaktiviteter er det ikke muligt at afholde pressemødet tidligere. Indtil pressemødet har hverken Lars Seier Christensen eller Parken Sport & Entertainment A/S yderligere kommentarer,' skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Mandag fortæller Parken Sport & Entertainment samtidigt, at ES-Parken, ejet af storaktionær Erik Skjærbæk, har købt 650.000 aktier og dermed sidder på 29,8 procent af Parken.

For denne del af transaktionens vedkommende oplyses det, at aktierne er købt for 100 kroner stykket. Det vides ikke, hvad LD har solgt aktierne til Lars Seier for. Aktierne i Parken lukkede mandag i 99,6 kroner stykket.

I starten af året var der stor virak om ejerskabet af Parken Sport & Entertainment, da det rygtedes, at et udenlandsk konsortium var parat til at købe selskabet.

Erik Skjærbæk, der købte sig ind i selskabet i 2009, sagde på det tidspunkt til Fyens.dk:

»Jeg har opkøbt aktier i Parken siden 2009, fordi jeg ikke ser nogen andre investeringsmuligheder lige nu som kan matche Parken med hensyn til mulige gevinstmuligheder og lav risiko.«

»Det er derfor, jeg ikke sælger, og derfor jeg opkøber flere aktier.«

Med LD ude er ejerskabet af Parken Sport & Entertainment, der har en markedsværdi på en lille milliard, fordelt mellem Lars Seier Christensen, Erik Skjærbæk og rigmanden Karl Peter Sørensen, der ved årsskiftet havde lige over 20 procent af selskabet.

B.T. forsøger alligevel at få en kommentar fra Lars Seier Christensen.

/ritzau/