»Vi kan ikke leve med det, der skete i mandags. Det var ikke godt nok.«
Sådan sagde cheftræner Brian Priske ovenpå FC Midtjyllands 1-0 sejr mod FC Nordsjælland, seks dage efter at man overraskende tabte til Horsens.
Søndag kom holdet dog på ret køl igen, og midtjyderne har fortsat ni point ned til FC København på andenpladsen, men nederlaget satte da sine spor hos topholdet.
Det erkender den offensive profil og tørstige ulv Anders Dreyer.

»Bare det der med, at vi revancherer for sidste weekend, var utrolig vigtigt for os i truppen. Det var det vigtigste lige nu,« siger han om revanchetørsten hos de sortklædte spillere.
»Det er da vigtigt, når man starter ud med at tabe til Horsens, som vi gjorde. At vi slår tilbage, som vi gør. Det er et svært sted at spille her i Farum, og vi holder FC Nordsjælland på to skud på mål. Det var en taktisk genistreg, og vi var glade for at vise, at Horsens-kampen var en engangsforestilling.«
Nederlaget til Horsens skete i den første kamp i månedsvis, da corona-virus parkerede Superligaen fra marts og indtil for en uge siden.
»Det var en flad fornemmelse efter at have været inde i et rigtig godt forløb. Man gør jo ikke sådan noget med vilje. Nogle gange rammer man ikke dagen, men vi har vist, at vi bare skulle bruge en kamp på at komme i gang igen,« forklarer anfører Erik Sviatchenko.
Der har dog ikke været gang i de røde alarmklokker på Heden efter Horsens-nederlaget.
»Det, der kendetegner vores hold og trænerstab, er, at vi er enormt rolige. Der har ikke været nogen panik,« siger Sviatchenko.