Hobro vandt søndag for første gang i fem kampe, da oprykkerne slog FC Nordsjælland med hele 4-0.

Hobro vandt for første gang i fem kampe i Alka Superligaen, da oprykkerne søndag på eget græs tævede FC Nordsjælland med 4-0.

Den norske målmaskine Pål Alexander Kirkevold indledte målfesten i Hobro, inden Edgar Babayan, Björn Kopplin og Quincy Antipas med en scoring hver cementerede sejren.

FCN startede bedst med et pågående forsøg fra Emiliano Marcondes, men efter 25 minutter tog kampen en markant drejning.

Et langt indkast blev headet videre af Hobros Yaw-Ihle Amankwah til Pål Alexander Kirkevold, der prikkede føringen i mål.

Nordmanden udbyggede dermed sin egen målrekord i Superligaen og har nu scoret i ti kampe i træk.

Føringsmålet satte for alvor gang i hjemmeholdet, der efter 53 minutter fordoblede føringen, da Edgar Babayan gjorde det til 2-0.

Få minutter senere øgede Björn Kopplin til 3-0, da han ved bageste stolpe hamrede bolden i kassen.

Quincy Antipas gjorde det til 4-0, da han midtvejs i anden halvleg prikkede bolden i kassen efter endnu et langt indkast og en assist af Yaw-Ihle Amankwah.

Efter 78 minutter blev det endnu værre for FCN, da Andreas Skovgaard modtog sit andet gule kort, og dermed sluttede udeholdet med ti mand.

Resultatet betyder, at FCN missede muligheden for at generobre førstepladsen fra FC Midtjylland. Nordsjællænderne indtager ligaens andenplads med 26 point.

Hobro kravler op som nummer fire med 22 point. Begge hold har spillet 13 kampe.

/ritzau/

Genoplev kampen minut for minut i bloggen herunder: