Rasmus Tantholdt har flere gange reporteret hjem til Danmark midt i skudlinjer fra verdens brandpunkter som Syrien eller Afghanistan.
Men det er på Ceres Park i Aarhus, at han har haft det øjeblik i sit liv, hvor han var allermest nervøs.
Kærligheden til 'De Hviie' har han båret med sig, siden han var en lille dreng, der knap kunne sparke til en fodbold selv.
»Jeg blev fan i 1981 til en kamp mellem AGF og Esbjerg, der endte 1-1. Jeg var syv år gammel. Det var ikke spillet på banen, der gjorde, at jeg blev fan. Det var, fordi det var byens hold. Jeg cyklede ned ad Stadion Allé og så alle de mennesker, der skulle samme vej. Alle var super interesseret i at skulle derud, og det blev jeg revet med af. Fællesskabet. Der voksede noget i mig der. I løbet af 80erne spillede de nogle helt vilde sæsoner, og så blev jeg fuldstændig solgt.«
Som AGF-fan er det ingen hemmelighed, at man har oplevet både store op- og nedture, og det er specielt oplevelserne med sønnen, der fylder for Tantholdt.
»Én ting er at have AGF-minder med sig selv og sine venner. Men så er der også dem med ens børn. Min søn er københavner og vokset op 400 meter fra Parken, men er glødende AGF-fan som mig. Nogle af de største øjeblikke har jeg med ham. Vi har nydt de små succeser. Festen på Rådhuspladsen og stemningen i byen, efter vi vandt bronze. 1-0-sejren over FCK, hvor Jens Stage scorede. Det er øjeblikke, der er blevet ekstra store, fordi jeg har oplevet dem sammen med ham.«
»Tredje gang vi rykkede ned, der må jeg sige, at jeg var meget skuffet og ked af det. At vi i Aarhus i det mindste ikke kunne blive. Det var forfærdeligt, syntes jeg. Det var håbløst. Vi rykkede i det mindste op i første forsøg. Jeg havde ikke meget håb i forhold til AGF på det tidspunkt. Der var ingen tilskuere, og vi havde ikke gode nok spillere.«
Et øjeblik skiller sig dog ud fra resten for TV 2-korrespondenten. Det er den 23. maj 2013.
»Mit allerstørste AGF-øjeblik var, da jeg spillede i den hvide trøje i Graulunds testimonialkamp. Hele den ene langside var fyldt. Det var en vanvittig følelse. Min søn kom ned i omklædningsrummet efter kampen, hvor Martin Jørgensen og de andre stjerner sad. Jeg var også oppe i en luftduel mod Jan Mølby. Det var stort. Jeg har dækket krig i Syrien, Irak og Afghanistan, men jeg har aldrig været så nervøs, som da jeg skulle spille den kamp. Specielt da jeg fik at vide, at jeg skulle starte på toppen ved siden af Graulund.«
»Som om det ikke kunne blive større, så kom Graulund og gav mig anførerbindet på, da han blev skiftet ud. Det havde jeg på ingen måde fortjent, men det var en gestus fra ham. At bære anførerbindet for ‘De Hviiie’, det var gigantisk, og blodet forsvandt helt fra min krop, da han kom over med det og satte det på min arm. Jeg tog det med hjem, og det hænger fremme.«
Graulund er dog også en af to spillere, som Tantholdt fremhæver, da han bliver spurgt ind til, hvem der er hans favoritspiller gennem tiden.
»Mit største idol må være Peter Graulund. Han efterlod alt på banen, og jeg kan også godt lide, at spillere ikke er så velfriserede, politisk korrekte og end imellem siger provokerende ting og er kontroversielle. Det kunne jeg godt lide ved ham. Han bor også i byen og har virkelig taget AGF til sig.«
»Tøffe er den anden, jeg ville vælge. Han har spillet i ASA, som er samme klub, jeg spillede i. Vi kommer ud af lidt af det samme. Han har mistet sine forældre, jeg mistede min far. Han har en særlig plads i mit hjerte. Jeg kan identificere mig meget med Tøfting. Han har fået det maksimale ud af sine evner, og måske mere end berettiget, og det føler jeg også, at jeg har fået i min karriere.«
Når han tænker tilbage på de mange AGF-kampe, han har set, så er der én kamp, som han især ser tilbage på med et stort smil.
»Når jeg er i dårligt humør, tænker jeg tilbage på én bestemt kamp. Kampen i Parken, hvor vi vinder 4-2. Så den med min søn, og vi kan ikke være i vores kroppe, når de møder hinanden. De kampe betyder enormt meget. Jeg har det anstrengt med FCK, og vi spiller suverænt i den kamp. Vi kunne ikke være på stadion, så vi stillede os ved porten og klappede ad spillerne, da de kom ud. Jeg fangede David Nielsens øjne, og stemningen i bussen var euforisk. Hold kæft, det var fedt.«
Dette var første del af B.T. Aarhus' juleserie 'AGF i hjertet'. I næste uge kan du læse om endnu en kendt dansker, der har en stor kærlighed til AGF.
