»UD MED ALM!«
Sådan gjaldede det rasende fra det stemningsskabende afsnit på Odense Stadion efter endnu en fadæse af et nederlag for den fynske fodboldklub.
Den store gruppe fans vil af med cheftræner Andreas Alm, der efter mandagens 1-2-nederlag hjemme mod Lyngby nu har tabt fire kampe i streg - og blot vundet en enkelt kamp i otte kampe.
Kun de noget pauvre oprykkere fra Vejle og Hvidovre er dårligere end OB i denne sæson, og derfor er presset maksimalt på OB-cheftræneren, der slukøret måtte lægge ører til fyringskravet fra de odenseanske fans.
Efter kampen blev Andreas Alm foreholdt de hårde og rasende tilråb af Viaplay i et interview, du kan se i sin helhed herover.
»Ligegyldighed er en katastrofe, og fansene er ikke ligegyldige. De er det bedste, vi har, og så må de skrige af mig. Hvis folk bare gik hjem og var ligeglade, ville det ikke være godt,« siger Alm blandt andet og tilføjer, at fyringssnak er en del af retorikken og dramaturgien i en sæson.
Om det var Andreas Alms sidste dag som OB-træner er Björn Wesstrøm, fodbolddirektør i OB, blandt andre herre over.
Overfor Viaplay erkender han, at der er overvejelser om at skifte ud på trænerposten.
»Det er altid en del af overvejelserne. Det er klart, når man har haft den start, vi har haft, så bliver det en diskussion, men det er ikke en beslutning, man tager her på tv.«
»Sådan fungerer det ikke,« siger fodbolddirektøren, der tilføjer, at hver en sten vendes i forsøget på at redde det kuldsejlede OB-hold.
I B.T.s dom over kampen mellem OB og Lyngby kan du blandt andet læse om én spiller, der ikke lever op til ansvaret - ligesom en dansk rigmand snart må ud af busken og tage bladet fra munden.
50-årige Andreas Alm har været træner i OB siden sommeren 2021, hvor han blev ansat af den daværende sportschef Michael Hemmingsen.
Siden er det blevet til 81 kampe med et snit på kun 1,4 point per kamp.