Sebastian Grønning var mildest talt rasende efter kampen mod FC Nordsjælland.

»Det er verdens ringeste fodboldkamp på bolden. Jeg er ved at blive sindssyg,« sagde Viborg-angriberen til TV3 Sport efter 2-2 resultatet.

På trods af, at viborgenserne fik udlignet i sidste øjeblik, var der ikke meget glæde at spore hos Sebastian Grønning i det vanvittige interview.

For han var godt og grundigt sur alligevel. Faktisk p***e sur! Du kan se det vilde interview øverst i artiklen.

»Det kan ikke passe, at vi skal bruge 80 minutter om at komme i gang i denne her fodboldkamp (...) Vi er så pivringe på bolden, det er så pinligt,« udbrød han.

»Det er upressede situationer, det er clearinger, vi bare skal tage til os. Alt er bare f***ing dårligt. Selve presset er fint nok, men boldkontrollen, hold nu kæft hvor er det ringe mand.«

Viborg ligger lige nu nummer otte i Superligaen med 16 point efter 15 kampe.

Derfor er det vel fint at få kæmpet sig til et point i sidste øjeblik, tænker du måske umiddelbart.

Men nej. Du kan godt tro om igen.

»Nej, det kan vi fanme ikke bruge til noget nu. Vi har stillet os tilfreds med ét point alt for mange gange,« siger Sebastian Grønning.

»Vi skal være langt bedre end det her i dag. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.«

Viborgs næste kamp i Superligaen er på udebane mod OB. Kampen spilles 19. november.