Det kører slet ikke for AGF i Superligaen i øjeblikket.

Mandag aften måtte cheftræner David Nielsens tropper nøjes med 0-0 mod Sønderjyske. Dermed er aarhusianerne stadig uden sejre i indeværende sæson.

Hertil kommer, at AGF fik midtbaneprofilen Nicolai Poulsen udvist, hvorfor han ikke er med, når man på mandag får besøg af AC Horsens.

»Jeg synes, det er en tynd udvisning. Det er jo nærmest pinligt, at dommeren (Morten Krogh, red.) føler sig nødsaget til at give mig advarsel nummer to kort tid før slutfløjtet. Men han mener åbenbart, at jeg burde have flyttet mig, da en Sønderjyske-spiller løb ind i mig,« sagde Nicolai Poulsen.

AGF's Nicolai Poulsen tackles af Sønderjyske-spiller i mandag aftens Superliga-kamp.
AGF's Nicolai Poulsen tackles af Sønderjyske-spiller i mandag aftens Superliga-kamp. Foto: Claus Fisker
Vis mere

I øvrigt er den anden gang i karrieren, at han bliver vist ud af Morten Krogh.

»Min historik med ham er lidt speciel. Det var også ham, der gav mig to gule kort sidst, jeg blev udvist,« sagde Nicolai Poulsen med et skævt smil.

Nicolai Poulsen var et kvarter før tid tæt på at bringe AGF foran, men skød forbi mål.

»Jeg er ikke tilfreds med, at jeg i situationen ikke var lidt mere koldblodig. Men heldigvis fik vi et point, og det er et skridt i den rigtige retning. Måske er der nogle, der vil mene, at vi er i pointmæssig krise. Men mod Sønderjyske synes jeg, at vi fik vist, hvad vi er lavet af. Vi leverer jo en mandfolkepræstation,« sagde Nicolai Poulsen.

AGF's cheftræner David Nielsen.
AGF's cheftræner David Nielsen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Synspunktet blev bakket op af AGF's cheftræner David Nielsen.

»Det var en kamp, vi kunne have vundet. Til slut har Jakob Ankersen, Mustapha Bundu og Nicklas Helenius jo store muligheder for at score,« sagde David Nielsen, der havde det fint med, at det lykkedes for AGF at hindre Sønderjyske i at passere William Eskelinen i målet.

I samme forbindelse roste han den svenske stopper Niklas Backman, der gjorde comeback i startopstillingen efter en lang pause på grund af hjernerystelse.

»Han spiller en stor rolle. I perioden siden sæsonstarten, hvor vi resultatmæssigt ikke har toppræsteret, har han siddet udenfor. Han er derfor ikke mærket mentalt. Det var blandt andet med den tanke, at jeg bragte ham i spil,« sagde David Nielsen.