Der er trods alt ting i livet, der er vigtigere end fodbold - selv for en Superliga-træner.

Det kan Randers FC-træner Thomas Thomasberg skrive under på.

Thomasberg har nemlig meldt afbud til Randers FC's kamp mod FC København søndag, fordi han skal fejre sin søns konfirmation. Det skriver Randers Amtsavis.

»Det er en vigtig kamp, så det er selvfølgelig træls at gå glip af, men det er værre at misse sin søns konfirmation. Det er én gang i livet, og jeg ville have det yderst dårligt med mig selv, hvis jeg ikke var der til sådan en stor familiebegivenhed, siger Randers FC-træneren til lokalavisen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

I Thomasbergs sted vil assistenttræner Rasmus Bertelsen stå med ansvaret for kampen for Hestene.

Kampen er stærkt imødeset, da FC København kan spille sig tættere på guldet, mens hjemmeholdet jagter en europæisk plads.

Randers ligger lige nu på femtepladsen i Superligaen. Klubben har to point op til AaB på den fjerdeplads, der udløser en playoffkamp mod nedrykningsspillets vinder om europæisk deltagelse.

Matematisk kan kronjyderne stadig nå Silkeborg på tredjepladsen, men den mission er realistisk set umulig. Der er seks point mellem de to hold, og Silkeborgs målscore er langt bedre end Randers'.