De små jyske hold bliver bortdømt i kampe i Parken og på Brøndby Stadion.

Sådan lyder den for superliga-fans efterhånden så velkendte plade, som Randers FC-træner smider på, når han føler, at hans hold er blevet bortdømt på udebanebesøg mod ligaens store hold.

»Jeg synes, der er tvivl om dommen, og hver eneste gang, der er tvivl om det, så får vi den hårdest mulige straf,« siger Thomas Thomasberg, som i kampen mellem Brøndby IF og sit Randers FC-mandskab var rødglødende af raseri over dommer Jens Maaes udvisning af målmand Patrik Carlgren efter dennes sammenstød med Simon Hedlund.

Efter kampen, som Randers FC's 10 mand tabte 5-2, var vreden mere afdæmpet hos den jyske træner. Den sad dog stadig i ham, den uretfærdighed, han føler, der rammer ham og hans (jyske) mandskaber, når de spiller på de store københavnerklubbers arenaer. Men er der virkelig noget om snakken eller skal Thomasberg ikke til at tage en old school tudekiks?

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg tror ikke, de får en fordel, men der ligger en eller anden form for pres på dommeren. Jeg kan bare konstatere, at tvivlen hver gang er kommet de store hold til gode. Jeg kan finde mange kampafgørende situationer,« siger Randers FC-træneren.

Kan man gøre noget ved det her 'københavner-problem'?

»Jeg ved ikke, om det er et københavnerproblem. Jeg konstaterer bare, at det er svært herovre, hvor der er mest tryk på lægterne. Det er, når der er tvivl om kendelser, at det går de store holds vej, har vi følt.«

Det er vel et problem for fodbolden, hvis det er sådan?

»Jeg ved ikke om, det er et problem som sådan. Der vil nok sidde en masse, som vil sige, at nu tuder vi, og at det bare var et rødt kort og et straffespark. Men jeg hører, der var tvivl om den her.«

Randers FCs Patrik Carlgren får rødt kort for at fælde Brøndbys Simon Hedlund under superligakampen mellem Brøndby-Randers FC på Brøndby Stadion, søndag den 27 oktober 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Randers FCs Patrik Carlgren får rødt kort for at fælde Brøndbys Simon Hedlund under superligakampen mellem Brøndby-Randers FC på Brøndby Stadion, søndag den 27 oktober 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Går det ikke begge veje - da I spillede hjemme mod Brøndby, scorede Emil Riis efter at have taget bolden med hånden.

»Jo, så har du fundet det ene eksempel ud af 25 eksempler, hvor det går vores vej.«

Hvad siger du til, at fodboldfans inde på de sociale medier henholdsvis muntrede sig og rasede over, at vi nu igen skulle se dig i det røde felt over en kendelse i Brøndby eller i Parken?

»Det er helt fint. Jeg kan ikke bestemme, hvad de skriver. Der er nok mange, som synes, det er fedt, for nu bliver vi ramt igen. Det lyder selvfølgelig lidt som om, man tuder over det. Men det er bare en konstatering af, at hvis der er tvivl om en kendelse, så går det altid de store holds vej.«

Kommer I til at appellere den udvisning af Carlgren?

»Nej, det gør vi ikke. Vi kommer kun til appellere, når der er billeder, der fuldstændig frikender os. Det har vi gjort to gange, og der har vi fået ret. I det her tilfælde er det et skøn. De skøn, synes jeg så bare, rigtig mange gange går den anden vej i forhold til, hvad vi gerne vil have.«

Thomasberg, er det her ikke en gratis omgang fra din side. Vil du dokumentere det her - altså komme med en liste, som viser alle de gange I er blevet bortdømt?

»Nej, nej. Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg får ikke lavet det om. Jeg får jo ikke lavet de kendelser om. Det er del af fodboldspillet, og det har også sin charme. Jeg kan bare konstatere, at når vi har været herovre, så er de skøn ikke gået vores vej.«