Randers vandt søndag 2-1 hjemme over Lyngby, men Randers var ved at smide sejren i en hektisk afslutning.

Efter to nederlag i træk kom Randers FC søndag eftermiddag tilbage på sejrssporet ved at vinde 2-1 hjemme over Lyngby i 3F Superligaen.

Randers førte 2-0 var i kontrol det meste af kampen, men med 20 minutter tilbage reducerede Lyngbys Emilio Simonsen, og den scoring skabte spænding helt frem til lukketid.

Efter reduceringen pressede Lyngby på for udligningen, og det sluttede også hektisk, da Lyngby ramte stolpen med få minutter tilbage af opgøret.

Inden den hektiske afslutning havde Al-Hadji Kamara og Mikkel Kallesøe bragt Randers foran.

Med sejren har Randers 23 point efter 15 kampe, mens Lyngby har 19 point.

Første halvleg var præget af mange dueller og få chancer.

Først efter omkring en halv time kom det første skud inden for målrammen.

Al-Hadji Kamara nåede først på Marvin Eghos afrettede indlæg efter en duel med forsvarsspilleren Kevin Tshiembe, og bolden strøg i mål.

Kort før pausen fik Emil Riis muligheden for at bringe Randers yderligere foran. Kamara forlængede en lang bold i dybden til Riis, hvis skud ramte trekantssammenføjningen.

Anden halvleg var noget mere livlig end første halvleg.

Først fik Lyngbys Rezan Corlu chancen for at udligne, da bolden faldt ned for fødderne af ham i feltet, men han skød lige på Randers-målmand Jonas Dakir.

Minuttet efter skød Emil Riis i sidenettet, da han blev spillet i dybden af André Rømer.

Og lige efter bragte Mikkel Kallesøe Randers på 2-0, da hans flade skud blev rettet af og snød Thomas Mikkelsen.

Herefter virkede Randers til at være i kontrol, indtil holdet med 20 minutter tilbage blev fanget på hælene, da Lyngby tog et frispark hurtigt.

Efter et godt løb og en klog aflevering fra Rezan Corlu kunne Kasper Enghardt nemt trille bolden videre til Emilio Simonsen, som sparkede fladt og reducerede til 1-2.

Herefter satte Lyngby sig mere på kampen, men trods meget spil omkring Randers' felt fik Lyngby ikke udlignet.

Med få minutter tilbage var det ellers lige ved, da André Riel sparkede på stolpen.

/ritzau/


Genlæs kampen i i LIVE-bloggen her: