Randers FC vandt søndag 4-3 over Sønderjyske, som dermed kan gå på sommerferie.

Sønderjyske kan nu gå på sommerferie.

Det står klart, efter at holdet søndag tabte 3-4 ude til Randers FC i holdenes andet playoffopgør om Europa League.

Første kamp i Haderslev endte 1-1, og dermed går Randers videre med 5-4 samlet.

Randers har derfor stadig en Europa League-billet at spille for, eftersom holdet nu skal møde enten AGF eller AaB i to playoffopgør.

I kampens første minutter var der store chancer i begge ender, men det var Randers, der kunne juble først efter ni minutters spil, da Marvin Egho opsnappede bolden i Sønderjyske-feltet og lagde den sikkert i mål.

Men sønderjyderne fik hurtigt svaret igen.

I kampens 12. minut væltede Kevin Conboy på ulovlig vis Sønderjyske-angriberen Mart Lieder i hjemmeholdets felt.

Johan Absalonsen eksekverede det efterfølgende straffespark sikkert.

Glæden varede dog ikke længe for Sønderjyske, da Randers allerede seks minutter efter igen kunne bringe sig foran.

En veludført hjørnesparkskombination endte for fødderne af Erik Marxen, som med lidt hjælp kunne sparke bolden ind over stregen til pausestilling 2-1.

I anden halvleg var sønderjyderne tvunget til at spille offensivt, men hjemmeholdet fik ti minutter efter pausen udbygget føringen.

Kevin Conboy fik foden på et indlæg fra siden og scorede til 3-1.

Sønderjyske forsøgte ihærdigt efterfølgende at få scoret, og med lidt hjælp fik holdet reduceret i det 68. minut, da Johnny Thomsen headede bolden i eget mål.

Bedre blev det også for udeholdet, da Mart Lieder udlignede til 3-3 på et hovedstød efter 72 minutters spil.

Dermed lignede det, at Sønderjyske skulle gå videre, men glæden varede dog ikke ved, for Marvin Egho kunne efter 78 minutter igen prikke bolden i mål til slutresultat 4-3.

/ritzau/