Randers FC's viceanfører Mads Agesen var klar i mælet, da BT efter mandagens træning spurgte ham om den verserende sag om Christian Keller, der har indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings nu forhenværende kone.

»Jeg har sagt til ham, at han er en idiot, mens jeg til Jonas Borring har sagt, at jeg føler med ham,« sagde Mads Agesen.

Men skal man tro midtstopperen, er sagen internt i Randers FC tilsyneladende tæt på at slutte her.

»Man skal jo på et eller andet tidspunkt slå i streg i sandet, og se at komme videre. Så langt i processen synes jeg, at vi nu er kommet. Vi havde en god dialog i spillertruppen i lørdags. Sammen kørte vi efter træningen i Randers til København, og det er som om at sagen med Christian Kellers forhold til Jonas Borrings ekskone paradoksalt nok har fået truppen til at rykke tættere sammen end tidligere. Folk der normalt ikke siger så meget, er kommet til orde. Og alle er enige om, at Christian Kellers handling er forkert,« sagde Mads Agesen, der ikke vil have noget imod, at spille på hold med Christian Keller igen.

»Bliver Keller udtaget til vore pokalkvartfinale (mod FC København, red.) onsdag, bliver det ikke sådan, at jeg ikke vil spille bolden hen til ham,« sagde Mads Agesen og tilføjede:

»De seneste dage har mange »Moralens Vogtere« gjort sig kloge i offentligheden om sagen. Også for mig er den svær. I hele mit fodboldliv har jeg aldrig tidligere oplevet en så kompliceret sag. Skal jeg være helt ærlig, havde jeg gerne været den foruden. Faktisk vil jeg rigtig gerne spille på hold med både Jonas Borring og Christian Keller. Det er altså to meget dygtige fodboldspillere,« sagde Mads Agesen.

Holdkammeraten Mads Fenger, der har overtaget anførerhvervet i Randers FC efter Christian Keller, gav ham ret.

»Det er en rigtig træls situation, vi som hold er havnet i. Nogle spillere i truppen har i øjeblikket sværere end andre ved at tale med Christian Keller. Hvad angår mig selv, har vi været i dialog om nogle af de anfører-opgaver, som jeg har overtaget efter ham,« sagde Mads Fenger, der ikke har tænkt sig at komme med gode råd om, hvordan konflikten løses.

»Den beslutning må ledelsen tage. Jeg er spiller i klubben og ikke den, der tager sig af den overordnede strategi. Men jeg synes, at vi undervejs i sagen har haft nogle fine møder, hvor problematikkerne i sagen er blevet endevendt, og hvor alle har haft mulighed for at sige sin mening,« sagde Mads Fenger.