1. divisionsklubben AGF har været på rov i Randers FC og hentet direktør Jacob Nielsen, men selv om rygter også har sendt sportschef Peter Christiansen samme vej, kommer det ikke til at ske. 

Det garanterer formanden i Randers FC, Svend Lynge Jørgensen.

- AGF får ikke 'PC'. Han er meget glad for at være hos os, og han kommer ikke til AGF. Det kan jeg garantere. Jeg har en aftale med ham og kender ham så godt, at han holder sine aftaler. Jeg ved godt, at der har været mumlerier om det, og AGF mangler en sportschef, men jeg ved også, at det ikke bliver 'PC', siger Randers-formanden.

Han er i øjeblikket rykket ind på direktør Jacob Nielsens plads og har givet sig selv omkring et halvt år til at finde en permanent afløser. 
 
- Vi er i gang med at tegne en profil og er ved at få kigget på alle de henvendelser på jobbet, vi har fået. Min erfaring siger mig, at det godt kan tage lang tid, og jeg har lavet en aftale med bestyrelsen om, at jeg tager mig af direktørrollen i op til seks måneder. Jeg vil blive forbavset, hvis det tager længere tid, tilføjer han.

Men der skal ikke kun findes en ny direktør i Randers. 

På spillerfronten er Lasse Rise, Mikkel Andersen og Ronnie Schwartz forvundet, og derfor bliver der gjort klar til nye signinger hos kronjyderne.

- Vi skal definitivt have en målmand mere, og så skal vi have en angriber mere. Og så kan det være, der er et par andre steder, vi gerne vil forstærke os på, men de to pladser er et absolut must. Jeg forventer, det falder på plads snart. Vi kigger efter nogle, der har kvaliteten til at presse dem, vi har i forvejen, rigtig hårdt, siger Svend Lynge Jørgensen.