Superligaeklubben Randers har hentet forstærkninger i Georgien.

Hos mesterklubben Dinamo Tbilisi har man fundet kantspilleren Saba Lobjanidze, der udset til at sætte fart i kronjydernes venstrekant:

»Det er en virkelig spændende kantspiller, som vi forventer os meget af og glæder os til at se udfolde sig i Alka Superligaen. Han har nogle af de kreative kompetencer, som vi har manglet i det offensive spil, han har fart og så har han bevist, at han kan score mål – og også nogle frække af slagsen. Han skal selvfølgelig bruge lidt tid på at vænne sig til de nye omgivelser og en ny liga, men det er en spiller, der gerne fra start skal ind og kunne gøre en forskel, for han har altså været brandvarm det seneste år i den georgiske liga,« siger Randers-direktør Michael Gravgaard i en pressemeddelelse.

Gravgaard henviser til det imponerende scoringssnit, Saba Lobjanidze har haft det sidste år. I efteråret 2016 var han udlejet til georgiske Chikura og scorede 10 mål og lavede fem assists i 11 kampe. I foråret vendte han hjem til Dinamo Tbilisi og lavede der otte mål og tre assists i 12 kampe.

Lobjanidze er Randers første indkøb denne sommer. Han ser frem til at prøve kræfter med Superligaen:

»Jeg glæder mig til at tage springet til den danske liga, som jeg har hørt meget positivt om. Det er et virkelig godt næste skridt for mig, så jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. Jeg har været inde i en rigtig god udvikling i de seneste år, og den udvikling ser jeg frem til at fortsætte i Randers FC,« siger han.

Georgieren kommer til at optræde i nummer 23.