»What you see is what you get.«
Har man fulgt med i Canal 9’s superligadokumentar ’Superligaen Backstage’, har man nok fornemmet det. Randers FC’s nye cheftræner, hollænderen Ricardo Moniz, er ikke som de andre. Her bliver vi præsenteret for en krølhåret hollænder med overflod af karisma og brandtaler i omklædningsrummet. En excentrisk træner, der råber og skriger gennem en hel træningssession og efterfølgende holder Ronaldinho-videoscreeninger for truppens unge spillere i omklædningsrummet. Og en mand, der ryger i flæsket på dommeren efter sin debutkamp.
Det er ingen overdrivelse at påstå, at Superligaen har fået en stor profil i den 53-årige hollænder, der med egne ord er et produkt af ’det hårde gademiljø i Rotterdam’.
Det er nu over halvanden måned siden, at Moniz modtog et opkald fra Randers-direktør Michael Gravgaard, der havde haft hollænderen som træner i Hamburger SV. Den kriseramte danske klub stod akut og manglede en mand, der kunne vende lykken.
BT har kigget nærmere på Ricardo Moniz, der nu er i sin 14. klub som træner.
Hvad husker du fra det opkald, du fik fra Gravgaard?
»Det gik så hurtigt. Også for Randers, der jo ikke havde forventet, at klubben skulle have ny træner. Men Michael ringede, og jeg skulle træffe en hurtig beslutning, som jeg primært måtte basere på det forhold, jeg havde opbygget til ham i vores gode tid sammen i Hamborg.
Og derudover er det altid vigtigt for mig, hvilken følelse jeg får, når jeg træder ind på et fodboldstadion. Og da jeg trådte ind på Randers Stadion, var jeg ikke i tvivl. Jeg er blæst bag over af klubben. Infrastrukturen er i top, folk er fantastiske, træningsfaciliteterne er suveræne, vi har kunststofbane, og maden er helt i top. Det var en hurtig beslutning, men jeg er meget glad for den.«
Hvad er dit indtryk af Superligaen?
»Niveauet er meget højt. Hvilket jeg også forventede. Forleden sad jeg og så kampen mellem Aalborg og Helsingør – og jeg nød det. Græsset, atmosfæren og det fantastiske stadion. Wow. Og det er også derfor, Superligaen er en super scene for spillerne. Jeg har altid været vild med dansk fodbold. Jeg er vokset op med spillere som Allan Simonsen, Frank Arnesen og Søren Lerby. Og også Michael Laudrup og Morten Olsen. Det var alle spillere, der gjorde så stort indtryk på mig, at jeg drømte om dem om natten. Og på grund af disse spillere er det en kæmpe ære for mig nu at arbejde i Danmark. Det er et ægte fodboldland,« siger Moniz og fortsætter:
»Men jeg må indrømme, at der tydeligvis er længere mellem Arnesen- og Lerby-typerne. De er ikke så lette at finde længere. Det er blevet sværere at underholde, for mens der er blevet færre spillere, der kan sætte en mand af, er holdenes defensiv blevet bedre struktureret. Det er også derfor, at holdene i denne liga er så jævnbyrdige. Det er det samme, der er sket i Holland, hvor PSV Eindhoven, Feyenoord og Ajax ikke længere er så magtfulde. Her savner man også de kampafgørende spillere som Ruud Gullit, Romario, Flemming Povlsen, Frank Arnesen, Ruud van Nistelrooy, Dennis Bergkamp, Marco van Basten og Patrick Kluivert. De er der ikke længere, og derfor er afstanden mellem bund og top så lille.«
Er det derfor, at hollandsk landsholdsfodbold er i knæ?
»Ja! Der mangler individualister. Det er et problem i Danmark, men det er et endnu større problem i Holland. Men det er ikke kun i Danmark og Holland. Vi ser det også i alle andre lande. Udviklingen er den samme – der bliver færre individualister. Det er, fordi gadefodbolden er død. Når folk ikke lærer at spille fodbold på gaden, så kommer fodbolden til at mangle personlighederne. For på gaderne organiserer man selv fodbolden uden en træner. Se bare, hvilke spillere der er kommet ud af gadefodbold. Ronaldo, Messi, Maradona og så videre. Og det er problemet i dag – vi har ikke gadefodbold. I Holland er gadefodbolden helt død, og de unge spillere kommer alt for hurtigt ind på overorganiserede akademier. Der bliver nødt til at være et miks mellem gadefodbold og organiseret fodbold.«
I programmet ’Superligaen Backstage’ er man som seer fluen på væggen i en samtale mellem Ricardo Moniz og Michael Gravgaard, hvori hollænderen konstaterer, at Randers-spillerne er for reserverede og bange for at kræve noget af sidemanden.
Du synes, der er for mange flinke fyre i dansk fodbold?
»Nej, nej. Det er en generalisering. Folk prøver indimellem at misbruge mig på grund af min stil. Jeg er selvfølgelig meget proaktiv og yderst krævende, når jeg træner, men det er for at hjælpe spillerne. Jeg er ikke højlydt hele tiden, og uden for banen er jeg en normal mand, som sætter pris på spillernes facon og på at arbejde i Danmark. Jeg håber at blive her i lang tid, for jeg elsker virkelig Danmark og folkene her.«
Er der forskel på danske og hollandske fodboldspillere?
»Danske spillere har begge fødder placeret solidt på jorden. Det er ikke altid tilfældet med hollændere. O.k., nogle siger, at danske spillere er for meget ’nice guys’, men det kan også være en styrke, for i sidste ende handler det om at ’walk the walk’ i stedet for at ’talk the talk’. Som Messi, Xavi og Iniesta. De ER de bedste, og du hører aldrig noget ’bla bla bla’ fra dem. Og det er det, jeg prøver at få ud af spillerne med min fanatisme og passion. Jeg kræver, at spillerne viser mig talent i stedet for bare at snakke om det. Jeg prøver at gøre dem klar til livet i junglen. Til livet i toppen.«
Kræver du mere af dine spillere, end andre trænere gør?
»For mig er fodbold alt, og der følger en masse ansvar med. Jeg forlanger altid det bedste. Og jeg forlanger, at fansene får ægte personligheder at se, når de kommer på stadion. Ingen gider det gennemsnitlige! Vi gider kun det exceptionelle. Jeg er vokset op under Johan Cruyff, og han skuffede mig aldrig. Aldrig nogensinde! Frank Arnesen og Søren Lerby skuffede mig aldrig. Og det er det, jeg også savner i dag. At fodboldspillere anerkender det ansvar, der ligger i aldrig at skuffe.«
Du har boet i storbyer som London, Hamborg og Rotterdam. Nu bor du i Randers, som er en dejlig, men lille ...
»Hey, jeg er en verdensborger! Lad mig fortælle dig en historie. Jeg var assistenttræner på Tottenhams førstehold, så jeg trænede hver dag spillere som Robbie Keane og Dimitar Berbartov. Men hver fredag aften tog vi ud i lokalmiljøet for at hjælpe børn, der havde det svært. Og børnenes liv ændrede sig pga. fodbolden. Og det fascinerer mig, hvad en fodbold kan gøre. Det var også, hvad der skete for mig. Jeg er selv fra gaden, og da fodbolden begyndte at rulle, bragte den mig verden rundt. Det er utroligt. Jeg har boet i New York, i Ghana, i Hamborg. Overalt. Og det gør mig til en verdensborger og et taknemmeligt fodboldmenneske. Jeg tænker ikke længere i navne på byer eller på spillere. Randers eller London er ligegyldigt for mig.«
Da Ricardo Moniz skrev under med kronjyderne, skrev han sig også ind som hovedrolleindehaver i fodbold-realityprogrammet 'Superligaen Backstage'.
Hvordan har det været at have et kamera i hælene fra første sekund?
»Prøv at hør her … jeg er, som jeg er. ’What you see is what you get’. Jeg ændrer mig ikke, fordi der er et kamerahold i omklædningsrummet. Det er den rigtige Ricardo Moniz, folk ser i det program. Og det kan jeg godt lide. Jeg hader alt, der er fake. Og det program er ikke fake. Vi har ingen hemmeligheder på holdet, og jeg synes, det er meget modigt af klubben at deltage i programmet. Vi spiller ikke roller. Vi er, som vi er – og det er helt o.k. at være, som man er. Det er et godt signal at sende til folk.«
Ricardo Moniz’ kontrakt med Randers FC løber frem til sommeren 2018, hvorefter den bliver til en funktionærkontrakt uden udløb, men med et kort opsigelsesvarsel.
