Superligaen - gi' et stort nordjysk 'goddaw do!' til det nyeste medlem af landets bedste række - Vendsyssel FF.

Med en 2-1-sejr ude over Lyngby sikrede vendelboerne sig billetten til næste års superliga med en samlet 3-1-sejr. Og holdet, der sluttede på en tredjeplads i 1. division, fik i de to oprykningskampe vist, at Superligaen næste år får en særdeles spændende tilføjelse.

Navnet 'Vendsyssel FF' er måske ikke det mest sexede, og det lille stadion i Hjørring blæser nok ikke Superligaen omkuld. Men der er masser 'kapow' i det unge hold, der vil komme blæsende ud til de fleste kampe med fysik, fart og gåpåmod.

»Det er nogle unge, energiske, hurtige spillere med individuelle færdigheder. Man kommer til at se et hold med ekstremt meget energi,« lovede administrerende direktør for nyoprykkerne, Mogens Krogh, efter triumfen var kommet i hus.

Reservemålmanden fra EM-triumfen i1992 bijobber desuden som assistenttræner i Vendsyssel FF, og han havde da også en finger med i Nikolai Flø Jepsens vigtige straffesparksredning ved stillingen 0-0.

»Efter taktikmødet gennemgik jeg lige alle Lyngbys straffesparksskytter og deres favoritsider. Og Shala (Lyngbys sparker, red.) sparkede i den side, vi havde snakket om. Dog ikke så højt, som jeg havde forventet.«

Mogens Krogh kan nu se frem til en særdeles travl sommer, hvor der skal optimeres både inden for og uden for kridtstregerne.

»Skidt nu med, at det giver lidt ekstra arbejde på direktørens kontor. Det gør jeg gerne.«

»Der er nogle faciliteter, der skal opgraderes. Men vi har faktisk en skidegod bane, vi har det rigtige lys, og vi har varme i banen - og vores stadion ligner et fodboldstadion. Det er ikke helt stort nok, men nu har jeg et møde med kommunen den 29. maj, hvor vi skal kigge på, hvordan vi løser den udfordring. Og vi skal have hentet tre-fire nye spillere, og det er vi forholdsvist langt med,« forsikrede Mogens Krogh.

At Vendsyssel nu står med superligabilletten er i grunden imponerende. I sommer hev klubben 16 nye spillere ind fra nær og fjern ind, og kort inden sæsonafslutningen forlod cheftræner Erik Rasmussen pludselig klubben.

Men ifølge anfører og målscorer Lukas Jensen er oprykningen et resultat af energi og kammeratskab.

»Der er samlet et godt omklædningsrum og masser af sammenhold. Der har været op- og nedture spillemæssigt, men vi har hele tiden scoret mange mål, og vi har hele tiden troet på det. Og så har masser af energi, fart og power. Det tager vi med over i Superligaen,« sagde han, inden han sluttede sig til holdkammeraterne for at finde ud af, hvordan man fejrer en superligaplads.

»Vi har af frygt for jinx ikke rigtig forberedt noget. For gør man det, så taber man sådan en kamp. Men vi skal nok finde på noget hyggeligt. Vi skal nok have et par af de grønne,« lød det fra den nykårede superligaspiller.