Masser af træning, knap så mange tilbud og ingen kampe. Det er situationen for Marc Dal Hende, som jagter en ny klub, inden transfervinduet er slut.

Og det gavner ikke just den klubsøgende Dal Hende, som mener, at de manglende kampe for FC Midtjylland lægger en dæmper på interessen for eventuelle bejlere.

»Aftalen med FC Midtjylland er, at jeg skal sælges denne sommer. Jeg har på ingen måder lavet en aftale med klubben om, at jeg ikke skal spille nogen kampe,« siger Dal Hende til B.T. Sports podcast, 'Transfervinduet'.

Den målfarlige venstreback afviser altså, at han selv har været med til at tage beslutningen om ikke at være i spil til FCM's kampe.

FC Midtjyllands Marc Dal Hende scorer til 1-0 i Superligakampen FC Midtjylland mod Brøndby IF på MCH-Arena i Herning, 22. april 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
FC Midtjyllands Marc Dal Hende scorer til 1-0 i Superligakampen FC Midtjylland mod Brøndby IF på MCH-Arena i Herning, 22. april 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Marc Dal Hende har ikke været en del af FC Midtjyllands kamptrup i den igangværende sæsons otte kampe.

I stedet passer han sin træning sammen med førsteholdstruppen på FCM's træningsanlæg i Ikast og ser til fra tribunen eller hjemme fra stuen, når FCM er i aktion.

»Jeg har hele tiden villet spille kampe, jeg er klar,« siger Marc Dal Hende, som understreger, at han ikke ønsker at lave ballade, men blot føler, at det er svært at vise sig frem for eventuelle bejlere, når han ikke spiller.

Ifølge B.T.s oplysninger har der været sporadisk interesse for 28-årige Marc Dal Hende, men et endeligt salg er ikke gået igennem, selvom vinduet har været åbent siden starten af juni.

En af forhindringerne kan have været en høj pris på venstrebacken, som FCM har forlangt, der ifølge B.T.s oplysninger har været i nærheden af to millioner euro.

Den pris skulle være væsentligt lavere nu og frem mod lukningen af transfervinduet den 2. september.

FCM har nemlig allerede købt Dal Hendes erstatning i form af den dyre brasilianer Paulinho, og så har klubben rykket stortalentet Nikolas Dyhr op i førsteholdstruppen, hvorfor Dal Hende vil være overflødig i denne sæson.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FC Midtjylland.