AaB's nummer 17 Kasper Kusk kunne fra tribunen se sine holdkammerater tabe 4-1 til Silkeborg IF på Aalborg Portland Park søndag eftermiddag.
Her sad han ikke, fordi han var skadet, men han var simpelthen blevet udeladt af truppen til AaB's førte hjemmekamp i det nye år.
Og med resultatet in mente må der formentlig sidde en del AaB-fans, der stiller spørgsmålstegn ved lige præcis den beslutning.
Men efter kampen var det ikke meget den midlertidig AaB-træner Oscar Hiljemark havde at sige om hele Kusk-situationen.

»Vi havde udtaget den trup, som vi mente, var den stærkeste, og den, som ville tage tre point. Mere har jeg ikke at sige om det,« fortæller han.
Men sådan blev det som nævnt ikke, og nederlaget betyder, at AaB glider ned på Superligaens fjerdeplads og bliver overhalet af netop Silkeborg IF, der indtager en aktuel tredjeplads.
AaB's cheftræner havde da også kun rosende ord til dagens modstandere.
»Silkeborg er et rigtigt godt hold, og de straffer os i anden halvleg. Det er fortjent, de vinder i dag,« siger han.
Dagens resultat betyder, at Oscar Hiljemark kan notere sig for en sejr og et nederlag i sine to første kampe som midlertidige cheftræner.
Næste udfordring for ham og AaB-mandskabet er 6. marts, hvor Vejle kommer besøger det nordjyske.
