Forventningerne var store, da FC København i januar 2012 hentede Kris Stadsgaard hjem til Superligaen fra La Liga-klubben Malaga.

Både fra Stadsgaard selv, som var en erklæret FCK-fans, samt fra klubben, som glædede sig over at have hentet en dansk landsholdsspiller til klubben.

Men opholdet i den københavnske storklub gik i hårdknude som følge af et knæ, der var mere eller mindre smadret af skader. Derfor endte Stadsgaard med at blive frosset ude af førsteholdstruppen af træner Ståle Solbakken med en degradering til U19-holdet til følge, hvilket undrer Stadsgaard i dag:

»Det er jo business, og der kan man ikke sidde og holde alle i hånden – og det er heller ikke dét, jeg forventer. Men klubben har givet én en kontrakt, og den må de stå ved. Jeg håber da ikke, at det er kutyme, at man smider fodboldspillere ned på et ungdomshold, fordi man vil have dem ud af klubben. Det er jo ikke Football Manager. Det er mennesker, man har med at gøre. Også selvom det er en mild handling sammenlignet med, hvad man kan blive udsat for i udlandet,« siger Kris Stadsgaard til Spillerforeningens hjemmeside.

Kris Stadsgaard scorer for FCK mod Brøndby i 2013-guldsæsonen.
Kris Stadsgaard scorer for FCK mod Brøndby i 2013-guldsæsonen. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

Den stærke midterforsvarer, som i dag er 32 år, og som stoppede sin karriere i 2016 som følge af skader, fik at vide af Solbakken, at han ikke ville få sin kontrakt forlænget, hvorefter den stod på træning med talentholdet.

Det var en praksis, som Stadsgaard kendte fra sine ophold i Malaga i Spanien og Reggina i Italien, så han accepterede situationen for ikke at skabe ballade. Men under andre omstændigheder ville han ikke have fundet sig i det:

»Men havde jeg været 26 år, skadesfri og haft to-tre år tilbage af min kontrakt, så var jeg blevet tosset. Ikke alene ville det være forkert, men det ville også sende et sløjt signal til omverdenen. Det ser dårligt ud på CV’et, at man har været på u19-holdet, fordi klubben har forsøgt at presse én ud. Så i den situation var jeg blevet tosset. Det er helt sikkert.«

Stadsgaard nåede at spille 74 kampe for FCK fra januar 2012 til sommeren 2014. I de sidste to år af hans kontrakt i klubben fik han ingen kampe på førsteholdet. I 2013-guldsæsonen var han fast mand på holdet i midterforsvaret.

Kris Stadsgaard var en populær skikkelse blandt FCK's fans
Kris Stadsgaard var en populær skikkelse blandt FCK's fans Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere