Det virker måske mærkeligt, at en fast mand for et af de bedste hold i den norske Eliteserien vælger at skifte til AC Horsens.

Det er ikke desto mindre det, der er sket med Sivert Heltne Nilsen, der for nylig blev den dyreste spiller i AC Horsens nogensinde efter sit skifte fra Brann.

Den 26-årige nordmand må altså påtage sig rollen som den nok mest interessante spiller hos den østjyske klub, men selv har han valgt at være ganske tavs omkring sit skifte. NRK har således forsøgt at få midtbanespilleren til at sætte ord på, hvorfor det lige er blevet Horsens.

»Du må snakke med sportsdirektør Rune Soltvedt (Brann, red.) eller AC Horsens. Det er dem, der står bag denne transfer,« siger han til det norske medie.

Men nu skal transferen undersøges nærmere af det norske fodboldforbund. Før weekenden sagde Rune Soltvedt til norske VG, at Brann 'havde en aftale med Sivert Heltne Nilsen om at lade ham gå, når der kom et tilbud'.

»Det er op til Sivert nu, men det er samtidigt vigtigt at understrege, at det er os, der har givet ham muligheden for at gå, hvis han vil,« sagde han til VG.

Men det kan være ulovligt at indgå en sådan aftale i norsk fodbold, hvor der i reglerne står, at alle former for aftaler skal være skriftlige og indgå som en del af den officielle kontrakt mellem klub og spiller.

Derfor skal sagen nu undersøges, siger Espen Auberg, der er leder for der norske fodboldforbunds juridiske afdelingen, til Bergens Tidende ifølge VG.

»Vi kommer til at gennemgå de avisartikler, der har gengivet sagen, og tager en snak med Brann. Så vil vi vurdere, om sagen indebærer et brud på reglementet,« lyder det fra Espen Auberg, der har tilføjet, at en mundtlig aftale også kan ses som bindende.