Det er en følelse af voldsom vrede og frustration, der har ramt tusindvis af danske fodboldfans de seneste dage.

For midt i en coronatid, hvor pladsen foran tv-skærmen er den eneste måde, hvorpå danskerne kan se fodbold, bliver de nu mødt af voldsomme prisstigninger på deres tv-pakker.

Tidligere på ugen kom det nemlig frem, at Viaplay-kunder kan se frem til en prisstigning på hele 110 kroner om måneden, hvis de fortsat ønsker at beholde deres abonnementer på Viaplay Sport eller Viaplay Total.

Og det har fået adskillige abonnenter op i det røde felt på de sociale medier, men spørger man John Strand, der er en af Danmarks førende teleanalytikere, har rettighedshaverne ikke andre muligheder end at sætte prisen op.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er bare big business med stigende omkostninger, det her. Efterhånden er det jo nærmest blevet en eksklusiv klub at kunne se fodbold på de danske kanaler,« siger han til B.T. og tilføjer, at den grundlæggende årsag til de mange prisstigninger skal findes i fodboldklubbernes måde at drive forretning på:

»De her store millionbeløb, der bliver brugt, når spillerne i Superligaen bliver købt og solgt, kommer et sted fra, og det er primært fra lommerne af den almindelige dansker.«

Superligaen og 1. divisions nuværende tv-aftale, der udløber i 2024, lyder på i omegnen af 400 millioner kroner om året – altså hele 1,2 milliarder kroner over en treårig periode.

Heraf står NENT for omkring 250 millioner kroner, der kanaliseres fra rettighedshaveren og ud i de danske Superliga-klubber, men det er stadig forbrugerne og fansene, der ender med at skulle grave pengepungen frem.

»Tv-rettigheder er en benhård verden, og det er både en god og en ond spiral. Det giver et fantastisk fodboldprodukt, men i takt med at klubberne og især spillerne tjener flere penge, vil det i sidste ende være den almene dansker, der kommer til at stå med regningen,« forklarer John Strand.

NENT deler rettighederne til Superligaen med Discovery. Her koster sportspakken 149 kroner om måneden, og derfor skal man efter 31. marts, hvor Viaplay-abonnementsprisen stiger, af med 568 kroner månedligt for at have adgang til alle Superliga-kampe hos de to virksomheder.

Der findes dog billigere løsninger for den enkelte fodboldfan, der ønsker at kunne se samtlige Superliga-kampe. Det kræver blot en udbyder, der råder over både Discoverys og NENTs kanaler.

Og her er der blandt andet penge at spare ved et abonnement hos Canal Digital, hvor sportspakken tilbyder samtlige danske sportskanaler. Her skal man lægge 528 kroner om måneden – altså 6.336 kroner om året.

Streamingtjenesten Viaplay sætter prisen op.
Streamingtjenesten Viaplay sætter prisen op. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Superliga-fans kan dog hente den klart største besparelse, hvis der tegnes et abonnement hos Boxer til 374 kroner om måneden – 4.488 kroner om året.

Der findes andre danske udbydere som for eksempel Stofa, Viasat og Waoo, der kan tilbyde samtlige Superliga-kampe, men den samlede pakke for at kunne se kampene vil være dyrere end Canal Digitals løsning.

I skrivende stund er det endnu uvist, hvordan Canal Digital, Boxer og de andre førnævnte udbydere forholder sig til Viaplays prisstigning.

Førhen kunne Superliga-tilhængere dog nøjes med at abonnere på både Discovery+ og Viaplay i blot otte måneder om året for at kunne se samtlige kampe i den bedste danske fodboldrække og dermed spare en masse penge på grund af vinter- og sommerpausen.

Men den finte slutter efter 31. marts, hvor Viaplays voldsomme prisstigning træder i kraft, hvilket vil give otte måneders-abonnementet en samlet pris på 4.544 kroner.

Og netop den type prisstigninger kan danske forbrugere da også godt begynde at forberede sig på, mener John Strand:

»Priserne kommer kun til at stige de kommende år. Vi kommer nok til at se nogle rene sportspakker fremover, men de bliver rigtig, rigtig dyre.«