Brøndby har fået en haltende start på Superligaen i denne sæson. Men cheftræner Alexander Zorniger er ikke bekymret og kalder formdykket for 'logisk'.

Indrømmet! Der kan let gå inflation i et begreb som 'krise', og det kan godt virke som en overreaktion at tage ordet i brug om et hold, der ligger nummer fire efter ni Superliga-runder. Især når holdet i løbet af de ni kampe har slået både F.C. København og FC Midtjylland og blot har tabt to opgør.

Men de er selv ude om det ude i Brøndby. Forventningerne er til meget mere, efter at tyske Alexander Zorniger sidste år bragede ind i Superligaen med 160 kilometer i timen og på rekordtid sørgede for ro og stabilitet i hurlumhej-huset på Vestegnen - med pokal-finale og DM-sølvmedaljer til følge.

I har blot vundet én af de seneste fem kampe. Hvordan kan det være?

»Vi har heller ikke tabt én af de seneste tre kampe. Men for at svare på dit spørgsmål, kan det i fodbold være svært at sammensætte en række af resultater. Hver kamp har sin egen mentalitet. Mod Odense (OB, red.) havde vi.....


Brøndby har fået en haltende start på Superligaen i denne sæson. Men cheftræner Alexander Zorniger er ikke bekymret og kalder formdykket for 'logisk'.

Indrømmet! Der kan let gå inflation i et begreb som 'krise', og det kan godt virke som en overreaktion at tage ordet i brug om et hold, der ligger nummer fire efter ni Superliga-runder. Især når holdet i løbet af de ni kampe har slået både F.C. København og FC Midtjylland og blot har tabt to opgør.

Men de er selv ude om det ude i Brøndby. Forventningerne er til meget mere, efter at tyske Alexander Zorniger sidste år bragede ind i Superligaen med 160 kilometer i timen og på rekordtid sørgede for ro og stabilitet i hurlumhej-huset på Vestegnen - med pokal-finale og DM-sølvmedaljer til følge.

I denne sæson skal Alexander Zorniger ikke bruge tid på at få banket sit heavy-metal-presspil ind i spillerne, og samtidig har han i løbet af sommeren fået opfyldt en række transferønsker, mens de forventede salg af profiler som Frederik Rønnow og Teemu Pukki er udeblevet.

Og derfor smager søndagens 0-0-resultat hjemme mod AaB, én sejr ud af fem mulige og en aktuel fjerdeplads slet, slet ikke af nok. Og kan man så ikke med lidt god vilje klistre et forsigtigt 'kriseskilt' på Brøndbys superligastart? Den påstand prøvede BT af på den kontante tyske cheftræner, da han efter mandagens solskinsramte formiddagstræning parkerede sig i én af stadionreceptionens hvide læderlænestole og tog imod en håndfuld klassiske krisepørgsmål.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I har blot vundet én af de seneste fem kampe. Hvordan kan det være?

»Vi har heller ikke tabt én af de seneste tre kampe. Men for at svare på dit spørgsmål, kan det i fodbold være svært at sammensætte en række af resultater. Hver kamp har sin egen mentalitet. Mod Odense (OB, red.) havde vi målchancerne, men udnyttede dem ikke. Det snakkede vi om. I går (søndag mod AaB, red.) kreerede vi ikke målchancer, og det kræver så en anden analyse. hvor vi skal kigge på, om der kan være et selvtillidsproblem hos spillerne,« forklarer Zorniger og tilføjer efter en lille pause:

»Vi skal også huske at uddele respekt til modstandernes præstationer. Odense spiller normalt alle kampe med Joan Simún Edmundsson og Casper Nielsen på kanterne - spillere, der er gode til at gå ind i banen. Men mod os stillede de pludseligt op med mere traditionelle kantspillere og lagde i stedet Edmundsson på toppen. Og AaB havde også lavet defensive justeringer for første gang i lang tid. Det er godt set af trænerne. Men de ændrer altså deres tilgang til kampene dramatisk for at undgå, at vi kan spille vores spil. Det må vi indse, og det må vi lære at håndtere.«

Foto: Claus Bech
Vis mere

Når nu de andre hold er ved at lære at spille mod jer, bør du som træner så ikke lave taktiske justeringer?

»Jeg giver ikke så meget for den snak om en plan B. Hvis du håndterer din plan A perfekt, behøver du ikke bekymre dig om plan B. Vi ved godt, hvad vi gjorde forkert mod AaB. Vi ved lige præcis, hvad der sker, hvis vi ikke er modige nok til at lægge afleveringer ned i de åbne - men små - rum. Så skaber vi ikke de målchancer, vi gerne vil. Vi har alle løsningerne på modstandernes modtræk i vores plan A. Men det er altid lettere at finde løsninger på defensive problemer end offensive. Og det er det, vi kæmper med lige nu.«

Mærker du et større pres her i din anden sæson i Danmark?

»Jeg føler det ikke. Men jeg tror, der er større pres på os udefra. Forventningerne er større, men her tænker jeg ikke på vores fans. Jeg vil hellere beskrive det som om, at fansene har fået større forhåbninger efter sidste år. Det største pres er altid kommet fra os selv. Og vi har vist, at vi kan leve op til det. Vi har slået F.C. København og FC Midtjylland, og med al respekt for de andre hold er det vores to største konkurrenter. Også selv om FC Nordsjælland lige nu spiller det bedste fodbold. Vi har vist, at vi har et højt niveau, men alle forventer, at vi konstant forbedrer os helt uden at rende ind i nogle små dyk.«

Men er det ikke fair at forvente det efter din første sæson?

»Det må I hjertens gerne. Men virkeligheden er, at der ikke findes ét sportshold i verden, der konstant bliver bedre. Jo, måske lige det amerikanske 'Dream Team' i basketball. Men derudover er det umuligt at have en forbedringskurve, der kun går opad. Det er logisk med små dyk.«

Se højdepunkterne fra søndagens opgør mellem Brøndby og AaB her:

 
Brøndby spillede 0-0 med Aab i 9. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

I sidste sæson var Hany Mukhtar og Teemu Pukki store profiler i jeres angrebsspil. I år har Pukki blot scoret to gange i ni kampe, mens Mukhtar hverken står noteret for mål eller assists endnu. Hvor skuffet er du over disse to spillere?

»Jeg er ikke decideret skuffet over spillerne. Men jeg er selvfølgelig skuffet over deres præstationer. Det er de også.«

Men hvorfor underpræsterer de?

»Fordi alle modstanderne har et kæmpe fokus på Hany. De mandsopdækker ham nærmest. Og med hensyn til Pukki, så findes der ingen angribere i Danmark, der er stand til at score 20 mål i hver sæson. Hvis en spiller har de evner, bliver han straks solgt til en større liga. Så vi må bare acceptere, at Teemu - der er en angriber med mange kvaliteter - har brug for de helt rigtige forhold for at slå til. Og han må acceptere, at nogle gange må man arbejde rigtig hårdt for målene - og det er ikke altid Teemus spillestil.«

Er de manglende mål fra Pukki også et resultat af det kuldsejlede skifte til Panathinaikos?

»Jeg tror, at der var en kort periode, hvor det påvirkede ham. Hvis du får muligheden for at avancere karrieremæssigt, vil det påvirke din indsats. Men det hører fortiden til nu, og han må se at komme tilbage til sit gamle niveau. Men det sker ikke lige ved et fingerknips.«

I Fodbold FM mandag diskuterede panelet Hany Mukhtars manglende målform. Hør det her:

Christian Nørgaard sagde efter kampen mod AaB, at I mangler attitude i angrebet. Hvad tænker du om det?

»Det kommer an på, hvad han mener med attitude. At score mål er det største, der findes for en angriber, og det vil de gøre alt for. Men han har ret i, at vi mod AaB havde to store chancer til Hany Mukhtar og Jan Kliment, hvor de ikke gav de sidste fem procent, der kunne bringe dem i en situation, hvor de kunne have slået sig - men bolden ville have ligget i nettet. Hvis det er det, han mener, så har han muligvis ret.«

I sommerens transfervindue hentede I to nye midtbaneprofiler - Simon Tibbling og Lasse Vigen Christensen. Men de to har for det meste siddet på bænken. Hvordan kan det være?

»Lasse spillede meget i begyndelsen. Ok, han har ikke været så meget med i de seneste to kampe, men det er meget normalt for en ny spiller, der ikke har spillet én eneste kamp for os i sæsonoptakten. Det samme med Simon. Vi ventede meget længe på at få de to rigtige midtbanespillere, og derfor må vi også leve med, at de ikke fungerer fra dag ét af. Samtidig er det ikke let for nye spillere at komme ind på et hold, hvor strukturen ikke helt er i balance.«

Men er de tiltænkt startpladser på sigt, eller er de købt til bredden?

»Nu spørger jeg dig. Hvem skal jeg pille ud af holdet for at give plads til Lasse og Simon?«

Øøh jo, altså. Måske Halimi og Kasper Fisker.....?

»Ok. Men så vil du bare spørge mig om, hvorfor Halimi og Fisker ikke spiller!«

Men hvad at rotere lidt mere på midtbanen? Eller er det ikke en filosofi, du tror på?

»Jeg tror på, at et hold har brug for en struktur, hvor der er syv-otte faste spillere, der begynder inde i hovedparten af kampene. Det er meget let at sidde, hvor du sidder, og spørge hvorfor den ene og den anden spiller ikke begynder inde. Det er mig, der skal håndtere dem hver dag. Jeg kan sagtens fortælle dem, hvis de spiller som lort - det gjorde jeg for eksempel i dag - men jeg skal også sørge for, at de har selvtillid til at præstere i den kommende kamp. Hvis jeg banker dem i hovedet med en hammer i fem dage, hvordan kan jeg så forvente, at de præsterer i weekenden? Det hjælper ingen, hvis man bare konstant skifter ud, skifter ud, skifter ud. Der skal være en struktur. Det ved jeg.«

Foto: Claus Bech
Vis mere

Det er første gang i din Brøndby-tid, at du møder kritik. Hvordan har du det med det?

»Sidste år var alting nyt og spændende. Der var en ny sherif i byen, og alle var glade for, at der var en ny udfordrer til titlen. Vi kommer også til at være udfordrere i år, men kun hvis vi fortsætter med at udvikle på vores spillestil. Og derfor må vi også respektere, at der vil være kritik i ny og næ - især når vi ikke præsterer på topniveau.«

»Jeg er ikke bekymret for resten af denne sæson, hvis vi bare fortsætter med det, vi har startet herude. Men det hjælper os ikke at sige, at vores topniveau skal være standarden. Det er fodbold, det her. Man skal præstere i hver eneste kamp og respektere, at modstanderen har samme ambition,« slutter Zorniger, inden han rejser sig fra den dybe læderstol og med fremskudt bryst marcherer målrettet mod sit kontor - og så langt fra ligner en fodboldtræner i krise.