Alt tyder på, at den voldsomme hændelse, hvor en Brøndby-fan truede flere FCK-fans og stjal deres trøjer i et S-tog efter lokalderbyet FC København-Brøndby i Parken søndag, ikke stod alene.

Det oplyser Bjarke Madsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, til B.T. tirsdag aften.

»Vi efterforsker det sammen med Vestegnens og Københavns Politi og konstaterer, at der er noget, der formentligt har fundet sted i begge kredse,« fortæller han og tilføjer:

»Vi har en formodning om, at der har været en stribe af de her røverier - det præcise antal kender vi ikke endnu.«

Han kan desuden bekræfte, at efterforskningen indtil videre har vist, at der formentligt har været lignende episoder i et tog på vej mod kampen og igen efter kampen.

Indtil videre er der endnu ikke anholdt nogle i sagen, men ifølge Bjarke Madsen er man fortrøstningfuld i forhold til at få alle detaljerne på plads - og derved også finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene.

I en video, der har floreret, kan man se en yderst aggressiv Brøndby-fan konfrontere nogle FCK-fans på grund af deres fodboldtrøjer. Han truer i videoen en FCK-fan til at tage FCK-trøjen af og aflevere den til ham.

Modvilligt tager han trøjen af og afleverer den og sidder i bar overkrop i en kupé, hvor flere mennesker ser på. Herefter får han en del skældsord med på vejen.

»Fucking nørder. Jeg fucking brænder den. Jaja, hva' så dit lille skvat, hva'? Så er du ikke så sej mere,« lyder det fra Brøndby-fanen, der er gået lidt væk med trøjen, hvorefter han laver en spyttebevægelse mod FCK-fanen.

Flere FCK-fans blev udsat for det samme hele vejen ned gennem toget.

B.T. har talt med en af dem, FCK-fanen Mads, der måtte aflevere sin fodboldtrøje til den voldsomme Brøndby-fan.

»Han sagde, at han ville smadre os. ‘Din fucking lort’. Vi var de eneste i FCK-trøjer i den vogn, så vi turde ikke gøre andet end at give ham trøjen. Jeg var i tvivl, om vi ville få hjælp, hvis det var blevet til håndgemæng,« siger Mads, som B.T. har valgt at anonymisere.

»Det hele var meget ydmygende. At sidde der i bar mave i toget. Selvfølgelig var vi bange,« siger han.