Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Syv sigtede blev det til i forbindelse med guldkampen i Parken, men utrygheden i de store menneskemængder omkring stadion fyldte formentlig endnu mere på aftenen.

B.T. fortalte søndag, at mange tilskuere havde følt sig fanget i kaos og panik, da de ville væk fra stedet.

Københavns Politi har godkendt FC Københavns sikkerhedsplan, men noget gik galt, lyder det fra ledende politiinspektør Peter Dahl.

»Det er FCK som arrangør, der har ansvaret for, at det arrangement, som de holder, foregår fornuftigt og sikkert, og at folk ikke kommer til skade. I den anledning har de fremsendt en sikkerhedsplan til Københavns Politi, som vi så har godkendt.«

»Den måde, hvor de har beskrevet, de vil håndtere det, er i overensstemmelse for de retningslinjer, der er for at holde sådan en koncert,« siger han om sceneshowet efter kampen på Østre Allé.

»Men det er ret tydeligt for os, når man ser hvad der skete – og de videoer, der florerer – at der er et eller andet, der ikke har fungeret efter hensigten. På nogle områder har det været ret tydeligt, at der har været mere pres på, end godt var.«

Nu vil de evaluere med FCK, og Dahl har allerede været i kontakt med klubbens sikkerhedschef for at arrangere det møde.

Han betragter FCK som en meget professionel organisation, der er vant til at håndtere store menneskemængder.

»Derfor stoler vi meget på, at FCK kan arrangere en guldfest. Og helt overordnet tyder det også på, at det er gået rimelig fornuftigt, men der er helt klart nogle ting, hvor det virker til, at det ikke er gået efter hensigten.«

»Det er svært for mig at sige, hvor farligt det var, men bare det, at der er personer, der føler, at de bliver ført med en menneskemængde, så har det ikke fungeret.«

Han fortæller, at de, når de godkender sådanne planer, lægger de stor vægt på, at der er et godt flow, og at man kan sætte ind, hvis der skulle komme for stor tilstrømning til et område.

Er der en god grund til, at det bliver godkendt at have en scene så tæt på Parken?

»Det spørgsmål må du hellere stille til FCK. Jeg kan kun forholde mig til, at de siger, at de vil holde en fest på Østre Allé og har taget højde for de her ting.«

»Jeg kunne godt have fundet steder, der var mere egnede til en guldfest end Østre Allé, men det er FCKs valg, og så har vi krævet, at de lavede en plan for det og tog højde for de forskellige scenarier.«

Men er det ikke jeres opgave at stille kritiske spørgsmål til, at de vælger at placere det dér?

»En plan er jo et teoretisk udgangspunkt. Man kan jo godt skrive – jeg siger ikke, at det forholdt sig sådan, for vi har ikke evalueret – at, vi stiller scenen, så der er 400 meter frit flow, så bruger vi 600 kontrollører og en kilometer hegn. Så vil vi sige, at de lyder fornuftigt.«

»Det er jo ikke det samme som, at man så gør det på dagen. Derfor er vi nødt til at sætte os ned med FCK.«

B.T. har forholdt FC København rækken af kritiske udsagn samt spurgt til, hvordan det blev godkendt, at scenen skulle placeres på Østre Allé.

Det gav følgende svar.

»Vi har ikke evalueret dagen i går til bunds endnu, men vi er selvfølgelig kede af, hvis nogle havde en negativ oplevelse.«

»Der var nogle udfordringer i starten, hvor mange kom ud af Parken, mens festen begyndte. Det aftog ret hurtigt heldigvis med anvisninger fra scenen, og siden gik det forrygende, og der var titusindevis, der havde en kæmpe fest.«

»Der kommer mange mennesker, når 35.500 har været på stadion og Minds of 99, Scarlet Pleasure og så videre spiller lige efter. Vi havde et meget stort antal vagter og et godt samarbejde med myndighederne og Københavns Kommune omkring fejringen,« lyder meldingen fra FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen.