Politiet har nu grebet ind over for FC Københavns brug af nigerianeren Fanendo Adi. Han vil nu hverken deltage i kampe eller træning, indtil arbejds- og opholdstilladelsen er på plads.

Det meddeler klubben på sin officielle hjemmeside:

Efter et møde med politiet tirsdag aften har F.C. København besluttet, at Fanendo Adi ikke længere skal deltage i klubbens træninger eller kampe.

- Vi er blevet informeret om, at de konsekvenser, som myndighederne har i spil i forhold til Adis sag, ikke ligner dem, som vi og andre danske klubber før har været præsenteret for, og oplevet, i lignende tilfælde. Og når det handler om en ung mands ret til overhovedet at kunne udføre sit erhverv på sigt, så føler vi, at vi er nødt til at sætte hensynet til ham højere end de sportslige og principielle hensyn der ellers er vigtige for os, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.

Hele sagen fik sit udgangspunkt, da den nigerianske angriber spillede i weekenden mod FC Vestsjælland. Det gjorde han uden arbejds- og opholdstilladelse, hvilket sportsdirektør Carsten V. Jensen også blankt erkendte til TV3 Sport efter kampen.

Det er ikke et brud på nogen af DBU's regler, så de sportslige konsekvenser er der ikke umiddelbart, men FC Københavns valg om at bruge Fanendo Adi på trods af den manglende arbejds- og opholdstilladelse har alligevel mødt kritik blandt visse kollegaer i Superligaen.

Blandt andet AaB's sportsdirektør Allan Gaarde:

- Jeg synes, at det er lidt problematisk, når vi i fodbold-Danmark ser FCK som vores flagskib, der har den største organisation og største administration, så er signalværdien i den her sag ikke så heldig. Det er ikke så godt, hvis vi i fodboldverdenen skulle blive opfattet som nogle, der føler sig hævet over den resterende del af samfundet.