En episode mellem Anis Ben Slimane og Mathias Greve får nu et efterspil.

For Københavns Vestegns Politi er i gang med en indledende efterforskning, efter det tidligere på ugen kom frem, at førstnævnte havde slået sidstnævnte under en træningskamp.

Det kunne Ekstra Bladet fortælle torsdag, og overfor B.T. bekræfter Brøndbys kommunikationschef Christian Schultz, at der er kommet en anmeldelse.

»Vi er bekendte med, at politiet har modtaget en anmeldelse, og vi står naturligvis til politiets fulde rådighed i det omfang, de ønsker det i forbindelse med en eventuel efterforskning.

Også politiet bekræfter, at de kigger på episoden mellem de to spillere.

»Vi har modtaget en henvendelse om vold på eller omkring Brøndby Stadion, og vi er nu i gang med den indledende efterforskning af sagen. Anmeldelsen kom i forgårs – den 14. februar,« fortæller kommunikationsansvarlig Claus Buhr, der ikke vil oplyse, hvem der står bag anmeldelsen.

»Nu er vi i gang med at afdække, hvad der er sket. Den indledende efterforskning er i gang. Om et par dage er vi sikkert klogere,« lyder det desuden.

Øjenvidner har tidligere fortalt til B.T., at bataljen startede med, at Anis Ben Slimane kort før kampens afslutning satte en hård tackling ind på Mathias Greve, hvorefter sidstnævnte i raseri råbte efter sin holdkammerat.

Det fik derefter Slimane til at vende sig mod Greve, som han derefter begyndte at skubbe hårdt til. De to parter blev herefter adskilt af flere holdkammerater.

Men i sekunderne efter slutfløjtet startede balladen dog igen, da Mathias Greve aggressivt konfronterede Slimane endnu en gang, og det hele kulminerede med, at Slimane til sidst slog sin Brøndby-kammerat i ansigtet.

Kort efter blev både Mathias Greve og Anis Ben Slimane kaldt ind på cheftræner Jesper Sørensens kontor, hvor de undskyldte over for hinanden.

»Begge spillere har umiddelbart efter træningens afslutning haft en snak med cheftræner Jesper Sørensen, hvor de har beklaget og undskyldt over for hinanden, så vi er videre i teksten,« sagde kommunikationschef Christian Schultz i den forbindelse.

Brøndby møder søndag Horsens på hjemmebane i Superligaens forårspremiere.