Han har været et af de helt store samtaleemner de seneste uger i den danske fodboldverden.

Og nu bliver det muligt at komme tæt på Pione Sisto, som har lavet en dokumentar, der har fået navnet 'Pione vs Sisto'. Det afslører han selv på både Instagram og i et klip, han har lagt på YouTube.

'Jeg har igennem de seneste år trukket store overskrifter verden over. Danmark har fået en fodboldspiller, som med sin historie og personlighed har givet anledning til store nationale debatter, gode grin og ikke mindst påvirket den politiske dagsorden.'

Sådan fortæller Pione Sisto, der senest var i mediernes søgelys før, under og efter sit skifte til FC Midtjylland. En saga af de store, hvor han først var på vej til FC København.

Men han skiftede ikke til hovedstadsklubben. I stedet vendte han i første omgang tilbage til Spanien, inden han tog endnu et fly til Danmark for at sætte sin underskrift på en kontrakt med de danske mestre fra FC Midtjylland.

»Jeg havde et meget specielt moment med mig selv, og det var dér, det gik op for mig. Der vågnede jeg lige op,« sagde Pione Sisto i forbindelse med skiftet om øjeblikket, hvor han tog beslutningen om ikke at tage til FCK.

Dengang ville han ikke sige, præcist hvad der skete, andet end at det øjeblik blev dokumenteret på film.

»Det blev filmet af mit crew. Så det bliver meget interessant, den dag det bliver udgivet, hvis det er,« lød det kryptisk fra Pione Sisto.

Og at netop det øjeblik er med i dokumentaren, fremgår af beskrivelsen, hvor midtbanespilleren kalder sig selv for en helt almindelig person med følelser, drømme og ambitioner.

'I denne dokumentarserie vil I komme tættere på mig som person, fodboldspiller og ikke mindst offentlig person. I vil følge mig tæt og se verden gennem mine øjne. For jeg kan forstå, at I fortsat søger klare svar på, hvorfor jeg har været i mediernes søgelys gennem det meste af min fodboldkarriere samt historien bag,' skriver fodboldspilleren.

'Og hvordan det er at slå igennem som flygtning og ikke mindst dribler i dansk fodbold med en atypisk personlighed med klare værdier, en historie, som har inspireret dansk fodbold og i særlig grad de kommende generationer,' fortsætter Sisto.

Han var med i truppen, da FC Midtjylland i sæsonpremieren tabte til Sønderjyske, og hvor han blev skiftet ind i kampen.