Efter et par uger i homofobiens tegn - og bekæmpelsen deraf - i dansk fodbold, var den her til aften gal igen.

Denne gang var det en stor gruppe FC MIdtjylland-fans, som sang en homofobisk slagsang mod FC Københavns Viktor Fischer efter FCK's møde med FCM.

»Viktor Fischer, han er gay, allez-allez,« lød det således fra en større gruppe FCM-fans efter guldbraget i Parken, hvor midtjyderne var på besøg hos FCK, som vandt topopgøret med 3-0.

En video fra en Twitter-bruger, som kan ses herunder, viser, hvad der beskrives som 20-30 fans af FC Midtjylland, som uden for Parken synger smædesangen mod FCK's stjerne, som spillede i FCM som ungdomsspiller.

Det var netop Viktor Fischer, som satte fokus på homofobien blandt enkelte fans eller mindre grupper af danske fodboldfans. Det var efter FCK's kamp i Odense mod OB den 7. april.

I et interview med Onside efter kampen (som kan ses herover) fortalte Fischer, at OB's fans var kommet med homofobiske tilråb.

Dagen efter var det Brøndby IF's fans tur til at synge homofobiske sange mod Viktor Fischer efter holdets kamp i Farum mod FC Nordsjælland.

Det var en sang med samme ordlyd som den FCM's fans sang her til aften foran Parken.

FCKs Viktor Fischer under superligakampen mellem FCK og FC Midtjylland.
FCKs Viktor Fischer under superligakampen mellem FCK og FC Midtjylland. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De to episoder - og ikke mindst Fischers opsigtsvækkende protest - startede en heftig debat i dansk fodbold, hvor flere af de store organisationer, klubber og spillere gik ud og tog afstand til homofobi.

I sidste uge meddelte Fodboldens Disciplinærinstans under DBU, at OB og Brøndby er idømt bøder på 25.000 kroner som følge af de to episoder, som skete på stadion i forbindelse med kampe.

Spørgsmålet er, om instansen kan gøre noget i forbindelse med fansange sunget efter en kamp uden for stadion. B.T. følger op på sagen.

Hvis du ved noget om epsioden med FCM-fansene foran Parken, skriv til dk-bt-sporten@berlingske.dk