Fra sygdom til bytur.

Game of Thrones-stjernen Pilou Asbæk var i højt humør efter FCKs generobrede mesterskab, da hovedstadsholdet besejrede ærkerivalerne fra Brøndby 3-2. Den mangeårige FCK-fan var selvfølgelig på plads til kampen.

»Det føles som et kæmpe øjeblik. Nu har jeg fået lov til at opleve nogle derbies i mit spæde liv indtil videre. Det føles godt, men det er ikke det, der føles aller aller allerbedst,« sagde Pilou Asbæk til TV3 Sport.

Han glædede sig nemlig specielt over én ting.

»Det aller, aller bedste er, at jeg har fået Lars Seiers bordskilt med. Jeg skal videre i byen, og jeg tror, at Seier betaler,« sagde han og viste stolt bordskiltet frem, som han gemte under jakken.

Det lyder som en god fest, hvor skal det foregå henne?

»Det aner jeg ikke endnu. Men det er vidunderligt, det er en festdag. Jeg har ligget tre dage i sengen og været meget syg,« forklarede Pilou Asbæk, der tydeligvis var i festligt humør på trods af, at han har været sengeliggende.

Faktisk havde han et bud på, hvad der kunne hjælpe.

FCKs mesterskab blev godt og grundigt fejret i Parken efter sejren mod rivalerne fra Brøndby.
FCKs mesterskab blev godt og grundigt fejret i Parken efter sejren mod rivalerne fra Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det eneste, der kan kurere mig lige nu, det er en Fernet,« sagde Pilou Asbæk, der formåede at lade sig interviewe og tage selfies med fans samtidig.

Særligt en spiller fik en hilsen med fra Pilou Asbæk. En mand, som har spillet i FCK i størstedelen af sin karriere og har valgt at stille støvlerne på hylden ved sæsonens udgang.

»Kære alle jer fra FCK. Stort tillykke med det danske mesterskab i 2019, især til dig, William Kvist.,« som han takkede for de »mange gode stunder«

Det er 13. gang i historien, at FCK vinder Superligaen.