»Vi skulle til at male hele huset gult og blåt, efter kampen var slut, men vi besluttede, at det nok ikke var en god idé. Så vi fejrede det med et ordentligt glas cola i stedet for.«

Sådan lyder det fra tv-darlingen Piet Kyndesgaard, der er kendt fra 'De sjældne danskere' på TV 2. Han er inkarneret Brøndby-fan og var naturligvis ovenud lykkelig, da Brøndby mandag slukkede fansene guldtørst med det første mesterskab i 16 år.

»Det er sindssygt fedt, at de har vundet det danske mesterskab. Det er første gang i hele mit liv, at de vinder,« lyder det fra tv-personligheden.

Efter colaen stod den på hoveren over for vennerne.

Hajlte og Piet. Foto: Nikolai Linares/Byrd.
Hajlte og Piet. Foto: Nikolai Linares/Byrd.
Vis mere

»Jeg ringede straks til halvdelen af min kontaktbog for at hovere lidt over for mine venner,« forklarer en drilsk Piet.

Og selvom Piet ville ønske, at han kunne have set kampen på stadion, blev kampen derhjemme dog ikke fortæret uden drama. For allerede inden kampstart var der problemer med teknikken.

»Vi kunne ikke få kampen op på fjernsynet, så vi blev nødt til at se den på min farmors arbejdscomputer,« fortæller 14-årige Piet til B.T og fortsætter:

»Det var ikke optimalt, men det virkede til sidst, og jeg var bare virkelig glad for sejren.«

Da slutfløjtet endelig kom efter sejren på 2-0 over FC Nordsjælland, gik Piet straks i gang med at fejre mesterskabet.

Piet lider af en sjælden sygdom, Saul Wilson-syndrom. Et syndrom, man mener, der kun er omkring 13 andre tilfælde af i hele verden. Foto: Lasse Lundberg Andreasen/TV2.
Piet lider af en sjælden sygdom, Saul Wilson-syndrom. Et syndrom, man mener, der kun er omkring 13 andre tilfælde af i hele verden. Foto: Lasse Lundberg Andreasen/TV2.
Vis mere

Ifølge Piet har familien planer om at køre en tur ud forbi stadion for at se trofæet efter sejren. Det er noget, Piet ser frem til. Også for at vise sin støtte til sin hjertenære klub.

Når det gælder den kommende sæson, er Piet i den grad optimistisk overfor, hvad Brøndby har i vente.

»Jeg håber, at de tager guldet igen i næste sæson. Brøndby har virkelig imponeret over de sidste år, så jeg er ikke i tvivl om, at de kan vinde igen.«

Om Danmark under EM får samme skæbne som Brøndby er dog lidt mere usikkert, hvis man spørger Piet.

»Måske, det ved jeg ikke helt. Men jeg håber, at Danmark ender med at vinde,« slutter den 14-årige Brøndby-fan.