Den tidligere AGF-træner Peter Sørensen, der måtte overlade holdet til Jesper Fredberg, har ondt af AGF-spillerne oven på nedrykningen. 

10 nederlag i træk og en nedrykning til NordicBet Ligaen er realiteterne efter næstsidste spillerunde for traditionsklubben AGF. Søndagens 0-3 nederlag til Sønderjyske, var resultatet, der endegyldigt sendte AGF ud af Superligaen.

Peter Sørensen, der blev fyret en kamp inde i forårssæsonen, havde i første omgang ikke nogen kommentar til AGFs nedrykning, da han mente, at han har sagt alt, hvad der skal siges om AGF.

- Jeg har sagt, hvad der skal siges om AGF. Resultaterne taler for sig selv, var Peter Sørensens udmelding, da bt.dk ringende ham op søndag aften.

Sent søndag aften vendte Peter Sørensen tilbage til BT. Over SMS forklarede han, at han føler med AGF-spillerne:

- Jeg føler med AGF, men først og fremmest føler jeg med spillerne, som fortjener bedre, og som har kvalitet til at ligge meget bedre i Superligaen. Det har jeg sagt før. 

- Jeg er ked af det på deres vegne, og jeg er ked af, at jeg ikke fik mulighed for at gøre mit arbejde færdig og indfri klubbens målsætning om at præge toppen af Superligaen inden 2016. Det tror jeg stadig, vi har klaret med de rette justeringer undervejs, skriver han.   

Nedrykningen har allerede sået tvivl om fremtiden for sportschefen Brian Steen Nielsen og træneren Peter Fredberg.