Krisen i AGF er efter forrige uges kamp mod oprykkerne fra Vejle mere udtalt end nogensinde før.

I forrige runde glædede jeg mig mest til at følge AGF mod Vejle Boldklub.

Det var der mange grunde til. Jeg holder personligt meget af begge klubber, som jeg begge har trænet.

Det er jo et klassisk opgør, men det var også en kamp, hvor meget mere end point var i spil.

AGF's cheftræner David Nielsen efter sejren i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub på Ceres Park i Aarhus , mandag 3. december 2018.
AGF's cheftræner David Nielsen efter sejren i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub på Ceres Park i Aarhus , mandag 3. december 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

AGF var tydeligt i krise. Det var otte kampe siden, de havde vundet, og Vejle havde hele sæsonen haft problemer med at slå kapital af god organisation og lange perioder med flot spil.

Jeg har den seneste tid fulgt Vejle tæt og især været meget betaget af Vejles unge stjernefrø Arbnor Mucolli, men også af Jacob Schoop, der har fået ny luft efter mange år i mange forskellige klubber.

Og så har jeg glædet mig over at se mange af VB's forholdsvis ukendte spillere spille og stråle, når de lidenskabeligt udfolder sig - først og fremmest på den offensive banehalvdel.

Men også mod AGF blev det til for lidt. Nok en gang var Vejle-drengene for ineffektive. Både en fortjent føring og stor dominans i lange perioder blev atter formøblet.

Vejle er meget bedre end mange andre hold i Superligaen, men har først og fremmest brug for en angriber, som kan omsætte chancer til mål, og en bedre målmand.

Det gælder i den grad også for AGF, men heldigvis for dem har de en back, der kan det ekstraordinære. Bortset fra Casper Højers to målgivende venstrebensdrøn var der nemlig intet ekstraordinært over deres præstation mod Vejle.

Faktisk var deres præstation lige så ordinær, som vi har vænnet os til at se AGF levere i nyere tid.

Det må bekymre David Nielsen, der i øvrigt optræder cool foran kameraerne og i pressen i al almindelighed gennem denne periode, hvor der er pres på. Han svarer åbent, ærligt og troværdigt på pågående spørgsmål. Finder en fin balance mellem det alvorlige og det mere afslappede.

AGF's cheftræner David Nielsen i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub på Ceres Park i Aarhus , mandag 3. december 2018.
AGF's cheftræner David Nielsen i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub på Ceres Park i Aarhus , mandag 3. december 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han overbeviser mig om, at han har fingeren på pulsen. At han ved, det præsterede ikke er godt nok på trods af en vigtig sejr, og samtidigt er han også klar over, hvor meget værre og vanskeligere det hele havde været, hvis hans venstre back ikke havde reddet holdet for nok et skrækkeligt nederlag.

Den spillemæssige krise er nemlig endnu mere tydelig efter den ikke uheldige sejr over Vejle. Det var Vejle, der var for dårlige i afgørende momenter. Det var ikke AGF, der var bedre til noget som helst. Sejren kunne ene og alene tilskrives Casper Højer fremragende venstre fod.

AGF's offensive spillere er mindre farlige end våde tændstikker, som man siger i Aarhus, og deres nu igen skadede målmand er rystende usikker, hvilket afføder store chancer til modstanderne, hver gang bolden sparkes ind i nærheden af hans mål.

Viljen fejler stadig ikke noget. Der er gejst og masser af hårdt arbejde, men kvalitet er der forsvindende lidt af især i felterne, hvor kampene vindes og tabes.

AGF's Casper Højer Nielsen har scoret sit andet mål til 2-1 i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub på Ceres Park i Aarhus , mandag 3. december 2018.
AGF's Casper Højer Nielsen har scoret sit andet mål til 2-1 i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub på Ceres Park i Aarhus , mandag 3. december 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derfor var AGF'erne naturligvis kisteglade for deres sejr over Vejle, men deres spillemæssige krise er efter kampen mod nummer næstsidst i Superligaen mere åbenlys end nogensinde før.

At der uomtvisteligt er tale om en 'krise', skal man imidlertid hverken være ked af eller benægte i AGF. For krise betyder som bekendt vendepunkt, og sejren over Vejle kan meget vel vise sig at være et vitalt vendepunkt.

Ikke kun fordi et nederlag havde været fatalt, men også fordi de har to modstandere i vente inden ferien, som de har en god chance for at få to sejre over.

FCN slider i det med sine unge talenter, og Hobro ligger sidst, så AGF har på trods af dårlige præstationer og dårlige resultater i den seneste tid gode muligheder for at skabe et godt afsæt til forårets afgørende kampe, hvor der forinden er god mulighed for at forstærke sig både i de forreste og bageste geledder.

AGF's Jakob Ankersen ærgrer sig i Superligakampen mellem AGF og AC Horsens på Ceres Park i Aarhus , mandag 26.november 2018.
AGF's Jakob Ankersen ærgrer sig i Superligakampen mellem AGF og AC Horsens på Ceres Park i Aarhus , mandag 26.november 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Denne weekends resultater betyder i skrivende stund, at AGF med sejr over FCN i dag og Hobro om en uge opnår samme pointantal som Esbjerg, der ligger på en øjeblikkelig sjetteplads!

Det kan FCN i øvrigt også.

De to næste kampe kan ikke bringe AGF i himlen, men de kan slippe ud af skærsilden. I de to første kampe efter juleferien skal AGF møde Esbjerg hjemme og Sønderjyske ude. Og med lidt held og betydelig mere dygtighed vil krisen være et overstået kapitel.

Hvis AGF derimod hverken kan slå FCN i aften eller Hobro om en uge, bliver juleferien et helvede for AGF.