Fredag fløjtede Michael Tykgaard Superligaen i gang igen, som vi var mange, der havde glædet os til.
Heldigvis har de fleste af os et bestemt hold, som vi følger og forholder os mere eller mindre lidenskabeligt til.
Hvis det ikke var sådan, ville der ikke være nær så mange, der glædede sig til disse kampe i regn og blæst, hvor det netop er spændingen og ikke skønheden i spillet, der er i højsædet.
Men selvom AGF-Esbjerg bestemt ikke var en køn forestilling, var kampen skøn for for alle dem, der holder med AGF, for de vandt og var bedst.
Og frem for alt viste det sig med al ønskelig tydelighed, at AGF er forstærket med sine nye folk. Det har helt sikkert været både pengene og anstrengelserne værd at investere i alle fire nye i startopstillingen.
Kamil Grabara var fuld af både selvtillid og sikkerhed i feltet, og selv om vi står tilbage uvidende om, hvor god han er, da Esbjerg havde ikke en nævneværdig afslutning hele kampen, spredte han en sikkerhed til forsvaret, som de ikke har haft i umindelige tider.
Også publikums Man of the Match, Frederik Tingager, var solid. Han vil blive rigtig god, når han bliver spillet endnu bedre ind i forsvaret, hvor også Alexander Munksgaard gjorde det fornuftigt.
AGF spillede til nul med tre nye blandt de fem bagerste, og det kan de godt glæde sig over og bruge fremadrettet, selvom modstanden var svag i første omgang.
Mest spændt var jeg på at se Patrick Mortensen. Uden at være prangende, viste han gode takter, mere i spillet med bolden og som targetman end som afslutter, hvor man godt kunne have ønsket sig lidt mere skarphed.
Men bestemt en godkendt og lovende debut.
Vi fik også fredag svar på, at stabilitet og kontinuitet i truppen ikke altid er bedre end at forandre og forny sig. For det var høj grad Esbjergs usammenhængende spil, der resulterede i nysammensatte AGF-holds fortjente sejr.
Der var ikke nogen udpræget sammenhæng på AGFs hold, men det kan komme, og i mellemtiden kan AGF-tilhængerne glæde sig over, at AGF stadig har hårdt arbejde som et stærkt fundament . Nu har de også – ikke mindst med en genopstanden Tobias Sana - individuel kvalitet, der kan matche de omkringliggende konkurrenter til top-seks placeringerne.
Esbjerg kommer ikke i alvorlig fare for nedrykning, for deres flotte efterår kan ingen tage fra dem, men deres indsats i fredags skal markant forbedres for, at de ikke hen over foråret udligner og ender middelmådigt.
Næste modstander er Brøndby, som næppe er ringere end AGF. Indtil fredag lå Esbjerg nummer fire, og de er ikke længere foran AGF, end at De Hvide kan overhale dem med en sejr i næste rund - til trods for at AGF overvintrede på en 10. plads.
AGF møder SønderjyskE, som virkede både tamme og tandløse i det meste af kampen mod Vejle lørdag, hvor Kjartan Finnbogason kun skulle bruge tyve minutter til at stemple ind og grundlægge Vejles første sejr siden 5. november.
Det var naturligvis det bedste, der kunne ske for Vejle.
I dag er alle andre hold, der kæmper om top-seks, i kamp; Horsens, FCN, OB og Brøndby.
Den direkte duel mellem AaB og Randers på henholdsvis femte og sjettepladsen forekommer umiddelbart mest interessant, men jeg er også spændt på at se Brøndby.
Hvor gode er de? Hvad kan deres eneste nye spiller, Simon Hedlund? Hvad er egentlig Brøndbys målsætning i dette forår, hvor de synes at have resigneret på både guld og sølv? Har Zorniger genvundet fatningen og taget i truppen? Hvor sikkert sidder han i sadlen ovenpå et noget bekymrende efterår? Hvornår træder Ebbe Sand i karakter?
Det er blot nogle af de spørgsmål, der rejser sig, og som vi søger svar på de næste par uger, men allerede får vi et lille indblik, når de møder drengene fra Nordsjælland.
