»De har tænkt med røven«. »Giga selvmål.«

Svadaerne er rettet mod FC København-bosserne Peter Christiansen og Daniel Rommedahl og kommer fra klubmanden Per Wind, som på søndag har sin sidste arbejdsdag i FC København.

Klublegenden, der har været i FCK i godt 23 år, blev fyret af de to i september med begrundelsen om, at klubben ville omstrukturere sin sportslige organisation.

Først skulle Per Wind være stoppet midt i sæsonen et halvt år senere, men efter massiv kritik fik Wind - og Mikael Antonsson - lov at blive sæsonen ud.

Den behandling har Per Wind intet til overs for. Nu - få dage inden guldfest i Parken - hiver han grovfilen frem overfor FCK-duoen.

»Det gør stadigvæk ondt, selv om det er otte måneder siden. Jeg bebrejder ikke FCK, men jeg bebrejder de to.«

»Det er for helvede ikke raketvidenskab at behandle en medarbejder med respekt og værdighed. De har tænkt med røven, og det er jo bare et giga selvmål, de to herrer Peter Christiansen og Daniel Rommedahl har lavet,« siger Per Wind til B.T. og fortsætter:

»De gjorde det så dårligt og uprofessionelt. De havde ikke engang sat sig ind i, at jeg denne sommer bliver 67. I den optimale verden kunne de jo have taget fat i mig sidste sommer og spurgt, hvad jeg havde tænkt mig, nu hvor jeg bliver 67.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg havde svaret, at jeg håbede på, at Jonas (Pers søn Jonas Wind, red.) blev solgt i sommeren 2022, og så kunne jeg gå på pension og følge ham lidt. Alle havde været glade, og de havde ikke fået det stormvejr.«

I haven i Hvidovre er det klart, at FCK’s behandling af Wind har skåret sig ind i marven af Team Manageren, som på søndag siger farvel efter at have været både målmandstræner og team manager siden 1999.

I september gjorde Per Wind det klart, at han var skuffet over fyringen, uden han dog ville åbne helt op.

Det gør han for alvor nu.

»Altså hvor svært kan det være? De vidste ikke engang, hvor gammel jeg var. Det er bare et giga selvmål, og det har de indrømmet. De har lagt sig ned og beklaget over for mig, men skaden er sket, og det kan ikke trækkes tilbage.«

Tipsbladet var de første til at melde om fyringen af Wind i september. Først efter hovedpersonen havde bekræftet det overfor B.T. kom FCK med en udmelding om fyringen.

I de dage fik en dybt skuffet Per Wind massevis af støtte fra personer med et forhold til FCK.

»Al den sympati og kærlighed, jeg fik… Jeg var så vildt overrasket. Jeg fik sms’er og beskeder på Messenger af folk, jeg slet ikke kender. 'Hvordan kan de behandle dig på den måde', har de skrevet. ‘Du er jo klubmand.’ Jeg bliver sgu helt rørt. Det har ramt mig. At så mange mennesker uden for klubben, man har betydet noget for… Det rammer sgu,« siger en rørt Per Wind, inden han kredser tilbage til splinten i foden.

Byrd/Bobby Anwar
Byrd/Bobby Anwar
Vis mere

»Og så er der to personager, der ikke kan finde ud af at behandle en ordentligt. Det nager mig, og det vil det gøre resten af mine dage,« siger Wind, der ikke kan kan tilgive duoen.

Per Wind vil ikke afsløre detaljer om, hvordan Peter Christiansen og Daniel Rommedahl, der bærer titlerne sportsdirektør og director of football operations, fyrede ham - det kommer i en bog senere på året, siger han.

Trods den proklamerede fyring har realiteten for Per Wind været, at han har arbejdet med duoen siden september.

»Det har været professionelt siden, og vi hilser da. Det var lige køligt i starten, hvor jeg hellere ville se deres hæl end deres tæer, men vi sidder på samme gang, hilser på hinanden, og så har jeg ellers passet mit job.«

Og kærligheden til FCK er intakt efter 23 år.

»Jeg vil stadig holde med FCK i fremtiden, selv om det bliver uden mig. Selvfølgelig vil jeg det. Man kan ikke bare smide så mange år væk, selv om det er en lortemåde, fyringen er sket på.«

I den nye sæson skal FCK altså klare sig uden Per Wind og stillingen som team manager. I stedet har Peter Christiansen og Daniel Rommedahl fortalt Per Wind, at de overtager hans opgaver.

»De må ikke have noget at lave - hverken PC eller Rommedahl - siden de skal overtage mit job. Ikke for at jeg skal ophøje mig selv, men der er mange timer i det. Jeg er med på alle ture. Jeg har åbent 24/7 med spillere, der ringer. Der er jo aldrig fri. Det er en livsstil. God fornøjelse, Rommedahl og PC. Det kan jeg kun sige til dem.«

B.T. har været i kontakt med både Daniel Rommedahl og FC Københavns sportsdirektør Peter Christiansen, der skriver følgende i en sms om Winds kritik:

'Der er der ikke så meget nyt i det her, og processen har vi beklaget. Vi elsker alle sammen Per, og vi glæder os til at være med til at hylde ham for hans tid i FCK på søndag', lyder det.