Det har vigtigt for Per Bjerregaard, at hans ven fortsatte som næstformand i Brøndby IF.

Brøndbys næstformand Benny Winther var selv i tvivl om sit fortsatte virke i bestyrelsen, da formand Per Bjerregaard meddelte sin afsked.

Tankerne om et stop blev dog skudt ud af hovedet igen efter en samtale med Per Bjerregaard.

- Det har vi snakket lidt om, men Per Bjerregaard sagde til mig, at det skulle jeg ikke gøre. For ifølge ham er det endnu vigtigere, at jeg er her. De andre bestyrelsesmedlemmer er jo forholdsvis nye, siger Benny Winther til Jyllands-Posten.

Planen var ellers, at Benny Winther og Per Bjerregaard sammen ville forlade klubben, når økonomien var vendt, og klubben var på vej mod lysere tider. Nu har formand Per Bjerregaard altså taget sin afsked i en tid, hvor klubben oplever sin værste krise siden etableringen i 1964.

- Jeg er meget ked af det. Det må jeg sige. Det er 35 år, at vi har arbejdet sammen om det her, og langt de fleste af dem har været positive. Vi kom fra ingenting og blev til noget. Jeg tror ikke, det har været nemt for Per Bjerregaard at gøre det her. Det er trods alt hans livsværk, forklarer Benny Winther.

Siden 2008 har Per Bjerregaard skiftet fire direktører i Brøndby.