Inkompetent. Vanvittig. Uacceptabel.

Brøndby-ejer Jan Bech Andersen har ikke holdt sig tilbage i sin kritik mod træner, sportschef, tidligere formand og spillere. Altså, når han har skrevet under navnet 'Oscar' på et debat-forum for Brøndby-tilhængere - her har BT fået bekræftet fra kilder tæt på Brøndby, at det rent faktisk er Jan Bech Andersen, der har skrevet under pseudonym på 'Sydsiden Online'.

Vi bringer her et overblik over de ting, som 'Oscar' har skrevet i debat-forummet hos Sydsiden Support:

Aldo Petersen – Brøndby-formand 2013-14:

»At Aldo – egenhændigt – ansatte en træner, der har aldrig havde trænet et seniorhold (Thomas Frank, red.) og samtidig en altmulig-mand fra en klub, der ikke har præsteret siden 70erne (Per Rud, red.) er den største dumhed, der er begået – og guderne skal vide, at det har kostet en rumraket.«

»Tror man virkelig at en stor aktionær går ind med rigtig mange penge for så at se Aldo & co løbe med et par millioner efter 1-2 år?«

Per Rud – Brøndby-sportschef 2013-15:

»Per Rud var og er aldeles 100% inkompetent.«

»Per Rud var komplet og helt aldeles inkompetent – det beviser 9 indkøb ud af 10, der avr og er helt i skoven. Det har kostet os ufatteligt mange penge.«

»En altmulig-mand fra en klub, der ikke har præsteret siden 70erne.«

»Per og Thomas tog så mange vanvittige beslutninger tilsammen pga uvidenhed og manglende erfaring. At bringe de to nordmænd til BIF til 12 millioner kroner er en vittighed, de stadig griner af i Norge.«

»Per Rud fik et checkhæfte, han ikke kunne håndtere.«

»Kig på de mange indkøb, der er foretaget? Ikke godt. Samme typer, ingen balance. Det er resultatet af, at uerfarne mennesker har guidet hinanden og taget de forkerte beslutninger.«

»Problemet er, at Thomas Frank og Per Rud var en dårlig cocktail. Nu har vi hovedpine, som skal kureres hurtigst muligt.«

»Per Rud og Thomas Frank har sammensat den nuværende trup – brugt penge uden at skabe balance.«

Thomas Frank, nuværende Brøndby-træner siden 2013:

»En træner, der aldrig havde trænet et seniorhold.«

»Per og Thomas tog så mange vanvittige beslutninger tilsammen pga uvidenhed og manglende erfaring. At bringe de to nordmænd (Fredrik Semb Berg og Elba Rashani, red.) til BIF til 12 millioner kroner er en vittighed, de stadig griner af i Norge.«

»Vi kan vel ikke pege på et reelt indkøb, der er nogenlunde tæt på at godkendt og Thomas’ manglende evne til at integrere nye spillere, som han selv 100% har valgt – hvoraf nogle endda er bedst i et system han IKKE spiller – er mangelfuld og uacceptabel.«

»Pilen peger kun på Thomas og staben. Elmander var Thomas og Pers beslutning – ingen andre. Der er ikke leveret. Længere er den ikke, og det får konsekvenser.«

»Når vi samtidig har en cheftræner, der er uerfaren og tilmed stædigt holder fast i et system, der ikke virker, så har vi balladen.«

»Problemet er, at Thomas Frank og Per Rud var en dårlig cocktail. Nu har vi hovedpine, som skal kureres hurtigst muligt.«

»Per Rud og Thomas Frank har sammensat den nuværende trup – brugt penge uden at skabe balance.«

Johan Elmander, nuværende Brøndby-spiller siden 2014:

»Pilen peger kun på Thomas og staben. Elmander var Thomas og Pers beslutning – ingen andre. Der er ikke leveret. Længere er den ikke, og det får konsekvenser.«

»35% af vores lønbudget spillede i går (Elmander, red.) 17 minutter.«

Troels Bech, nuværende sportsdirektør siden 2015 og den eneste, der får ros af 'Oscar':

»Troels er kommunikativ stærk. Han kan lede – igen noget, der manglede så det skreg til himlen.«

»Troels Bech har masser af erfaring og er fodboldfagligt rigtig dygtig. Der har jo netop manglet erfaring, struktur og sparring.«

»Troels Bech har erfaring - det havde Per Rud ikke på den hylde. Der bliver arbejdet hårdt på, at dette bliver vendt, men vi betaler en regning for de mange fejl, der er begået de sidste to år.«

BT.dk følger selvfølgelig udviklingen i Brøndby tæt hele dagen.