Undervejs i OBs 1-2-nederlag til FC Vestsjælland tirsdag aften blev fynboernes Emil Larsen udskiftet til en stor pibekoncert.

Det fik kantspilleren til at ytre, at klubbens tilhængere ikke kan lide ham, og at han heller ikke kan lide dem. Den bemærkning havde OB-træner Ove Pedersen helst været foruden.

Læs også:

»Det er ikke en heldig udtalelse. Han mener det helt klart, men når man spiller for en fodboldklub, så kan det ikke nytte noget, at man sætter sig op imod fansene. Det er klart, at den ene del af udtalelsen om, at fansene ikke kan lide ham, det har han sikkert ret i. Men han skulle nok have ladet være med at sige, at det var gensidigt,« sagde Ove Pedersen efter kampen  til TV3 Sport.

Læs også:

OBs sportsdirektør, Jesper Hansen, sagde efterfølgende, at man ville tage en snak med Emil Larsen om udtalelsen den næstkommende dag, men han ville ikke nærmere ind på, hvad konsekvenserne kan blive.