OB-træner Ove Pedersen og sportsdirektør Jesper Hansen skal have en snak med Emil Larsen onsdag eftermiddag omkring OB-spillerens udtalelser i kølvandet på nederlaget til FC Vestsjælland tirsdag.

Emil Larsens udskiftning i 1-2 nederlaget til Vestsjælland blev ledsaget af en stor pibekoncert rettet mod den 23-årige OB-spiller.

Det forholdt hovedpersonen sig selv til efter opgøret.

»Sådan er det jo. Fansene kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem. Sådan er det bare,« sagde han til TV3 Sport.

OB-træner Ove Pedersen skal sammen med sportsdirektør Jesper Hansen have en snak med Emil Larsen onsdag kl. 13 omkring hans udbrud.

»Vi har en spiller, der siger for åben tv-skærm, at OBs fans ikke kan lide ham, og så stopper sætningen ikke der, men så kommer det oveni, at han heller ikke kan lide dem. Og det er selvfølgelig den sidste sætning, vi skal snakke om. At OBs fans ikke kan lide ham, er der ikke noget forkert i at sige i princippet. Men det andet skal vi have en snak med ham om,« siger Ove Pedersen.

Forholdet mellem OB og Emil Larsen led et knæk, da han for halvandet år siden var snublende nær et skifte til Brøndby. Larsen lagde ikke skjul på, at han hellere end gerne ville væk fra Odense, men da Brøndby vragede Larsen på grund af bekymringer omkring OB-spillerens knæ, krakelerede forholdet til klubbens fans.

Hvorfor siger han det, tror du?

»Det kan jeg ikke svare dig på. Der ligger en forhistorie, og det er jo ikke kun i den tid, jeg har været i klubben. Jeg kender ikke historien hundrede procent, så jeg forholder mig mere til nuet. Det er vores opgave både som træner og sportschef at guide de unge mennesker med, hvad man skal gøre og ikke skal gøre i denne verden.  Selvfølgelig er der tale om en spiller, der mangler selvtillid. Det er da også derfor, at udtalelsen kommer. Lad os vente med at se, hvad han selv mener om situationen, når vi har holdt det møde i eftermiddag.«

Hvad er der galt i at sige sin ærlige mening?

»Det gør man bare ikke. Man gør det ikke overfor ens fans. Uanset om han har ret eller ej, er der nogle ting, man ikke gør i den her verden.«

Hvorfor?

»Det gør man ikke. Uanset, om man føler sig uretfærdigt behandlet eller ej, er der kun én måde at svare igen på, og det er at lade støvlerne tale. Det er det samme, hvis pressen eller andre er efter mig. Præstationen er det eneste, der kan svare igen. Du har en fantastisk mulighed for at lade resultaterne tale. Der er nogle ting, man ikke skal sætte sig op i den her verden. Uanset om det er rigtigt eller forkert. Det skal man aldrig gøre.«

Kan det få konsekvenser for Emil Larsen?

»Man skal altid tage udgangspunkt i den situation, man står i. Nu har vi bragt os selv i en dårlig situation både som spiller og som klub, og det er det, vi skal snakke om.«

Emil Larsen har kontraktudløb med OB næste sommer.