Hobro har hentet den franske offensivspiller Wilfried Domoraud som den fjerde forstærkning i vinterens transfervindue. BT Sporten har bedt træner Ove Pedersen give en status på transfervinduet og forårets nedrykningskamp.

27 -årige Wilfried Domoraud er blevet hentet til Hobro efter en vellykket prøvetræning. Den franske offensive midtbanespiller har tidligere spillet i fransk, østrigsk og engelsk fodbold.

»Jeg kommer til klubben med min indstilling, min styrke og min fightervilje, og jeg vil gøre alt for at sikre, at Hobro IK spiller i Alka Superligaen næste år,« siger Domoraud til Hobros hjemmeside.

Han er klubbens fjerde forstærkning i dette vindue udover Hans Henrik Andreasen, Michael Christensen og Babajide Ogunbiyi. Hobro-træner, Ove Pedersen, er glad for tilgangen:

»Han er en dygtig offensiv midtbanespiller, som for et par år siden var en profil i østrigsk fodbold, hvor han også scorede mål,« siger han til BT Sporten.

Fire spillere ud og fire spillere ind. Det er status for Superligaens bundprop, Hobro IKs, transfervindue denne vinter. Derfor kan det for udenforstående ligne status quo i Hobros trup, men det mener træner Ove Pedersen ikke:

»Det er meget gennemtænkt, hvad vi har gjort i dette transfervindue, og vi har hentet de spillere ind, som passer til os. Det er fire rutinerede spillere, vi har hentet, og det er det, vi har brug for i truppen,« siger Ove Pedersen og uddyber:

»Vi har mange spillere, som kan blive endnu bedre. Holdets kollektiv skal spilles godt sammen, og i den forbindelse er det vigtigt at have nogle rutinerede kræfter på holdet. Hvis det er som i efteråret, er det ikke realistisk at blive i Superligaen. Det skal blive bedre, så det ikke blot er en drøm, men noget vi kan opnå.«

Hobro har fem point op til Esbjerg og redning i Superligaen. Derfor skal der point på kontoen i foråret, hvis Hobro skal redde eksistensen i Superligaen. Ove Pedersen skeler ikke til Esbjergs transfervindue og resultater og koncentrerer sig i stedet kun om Hobro. Nye spillertilgange og ekstra træning til klubbens fuldtidsspillere skal redde klubben fra nedrykning. Hobro-træneren er dog ikke meget for at gøre status på Hobros styrke i nedrykningskampen:

»Det er svært at gøre status lige nu, når der er så lang tid til Superligaen går i gang igen. Men jeg kan da sige, at udviklingen i de seneste to kampe har været god, og at det går i den rigtige retning,« siger han.

Transfervinduet i Danmark smækker i ved midnat sent mandag, og tilgangen af Wilfried Domaud ser ud til at blive det sidste, der sker i Hobro i denne omgang, fortæller Ove Pedersen.

»Der kan ske mange ting i slutningen af et transfervindue - både ud og ind. Men med så kort tid tilbage tror jeg, vi er færdige,« siger han.

Skulle der komme et bud på en af Hobros spillere, har klubben dog en backup-plan klar, forklarer Ove Pedersen.

»Vi har altid nogle spillere i kikkerten, hvis der skulle ske et salg. Men så vidt jeg ved, så er der ikke nogen kontakt med nogle spillere lige nu og her,« siger Hobro-træneren.

Hobro har udover tilgangen af de fire nye spillere fået Mathias Schlie tilbage fra et lejeophold i islandske Valur. Samtidig har klubben denne vinter sagt farvel til Rasmus Ingemann, Ronald Pfumbidzai, Adama Tamboura og Mikkel Beckmann. Sidstnævnte har indstillet karrieren.