Det var lidt af et chokudmelding, der mandag ramte Superligaen.

Hobro IKs sportschef Jens Hammer Sørensen så ud til at stoppe i klubben, men den udmelding var langt fra sand, for meddelelserne kom hurtigt til at stritte i forskellige retninger.

Og Jens Hammers Sørensens fremtid ligger stadig i Hobro IK. Det bekræfter klubbens bestyrelsesformand, Lars Kühnel, over for BT.

»Jens er stadig sportschef i Hobro IK, og det fortsætter han med. Jens får bare lidt mindre at se til, da nogle af de opgaver han før har løst, skal løses af andre,« siger Lars Kühnel.

Han fortæller også, at der på intet tidspunkt har været hverken kaos eller panik i klubben. Her har det hele tiden været afklaret, at Jens Hammer Sørensen fik mere tid til lærer-gerningen, i takt med at hans opgaver som sportschef blev færre.

»Jens har haft mange opgaver, som alle kunne løse, fordi vi har været en lille organisation. I takt med at vi har vokset os større, betyder det, at der nu er andre, der kan løse de opgaver, som Jens har løst før,« siger han videre.

Selv er Jens Hammer Sørensen ærgerlig over den panik, videoen fra Randers Realskole har medført.

»Jeg er meget ked af den forvirring, jeg har skabt med videoen til Randers Realskoles Facebook-side. For skolen, eleverne og deres forældre var det vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldt fokus på jobbet som lærer på skolen. Men at jeg skulle stoppe i Hobro IK er en misforståelse,« siger han til Hobros hjemmeside:

»Der er blot tale om, at jeg får lidt færre arbejdsopgaver i klubben, da vi er blevet enige om at omstrukturere arbejdsfordelingen en smule. Jeg er blevet spurgt meget ind til, om man kan være skolelærer og sportschef i en superligaklub på samme tid, og det mener jeg stadig, man kan,« fastslår Jens Hammer Sørensen - stadig sportschef i Hobro.