Der er varslet snestorm i det nordjyske, hvor AaB og FC Midtjylland mandag brager sammen i Superligaen.

Og mens DMI og Yr.no melder, at sneen først rammer Aalborg efter aftenens kamp, så melder TV 2, at snestormen allerede vil rase, når opgøret fløjtes i gang klokken 19.

I AaB og Divisionsforeningen følger man dog DMIs prognoser – og derfor regner man stærkt med, at aftenens kamp løber af stablen som planlagt.

Men nordjyderne har forberedt sig med sneskovle, andre farver bolde og manpower, fortæller AaB-direktør Thomas Bælum til B.T.

»Vi har folk klar, der kan tage en sneskovl i hånden. Det har vi prøvet før, hvis det skulle komme dertil.«

»Men vi følger DMIs prognoser fra minut til minut, og det ser ud til, at vejret holder sig i ro, indtil kampen er ovre. Så vi forventer ikke at skulle have det helt store beredskab i gang, men vi ved aldrig, så vi er nok folk, der med skovle og manpower er klar til at rydde sne, hvis det er,« siger Bælum.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos Divisionsforeningen deler turneringschef Peter Ebbesen optimismen forud for kampen. Han er dog klar over, at prognoserne hurtigt kan ændre sig.

»Prognoserne taler for, at vi kommer i mål med kampen, men jeg er også klar over, at de ikke skal rykke så meget, før der kan ske noget. Men det er svært, for vi er ikke herrer over det,« siger han og fortæller, at det er kampdommer Peter Kjærsgaard, der træffer beslutningen, hvis sneen falder og umuliggør en fodboldkamp efter startfløjt.

»Når kampen er i gang, er det dommeren, der vurderer, om banen er spilbar eller til fare for spillerne. Men er det før kampen, så kan vi, myndighederne og de sikkerhedsansvarlige bryde ind – eksempelvis hvis myndighederne opfordrer til at blive hjemme.«

Skulle det ske, at kampen mellem AaB og FC Midtjylland aflyses før kampstart, skal kampen som udgangspunkt spilles tirsdag.

Det er anden gang på få uger, at nordjyderne er værter for en kamp, hvor vejret spiller et stort puds. I Superliga-åbneren mod AGF rasede stormen Otto, og den spillede en stor rolle i AGFs afgørende scoring i kampen.