Man skal være virkelig, virkelig god i Superligaen for at komme på det danske landshold.

Sådan sagde Kasper Hjulmand forleden i et interview med B.T. Her forklarede han, at niveauet blandt danskerne, der spiller i udlandet, er så højt, at det bliver svært for profilerne i Superligaen at komme på landsholdet.

Det får FC Nordsjælland-træner Flemming Pedersen til at kritisere ambitionsniveauet i landets bedste række.

»Jeg forstår godt, hvad Kasper Hjulmand mener. Spillet skal opgraderes, hvis vi skal lave landsholdsspillere. Det er der ingen tvivl om,« siger Flemming Pedersen og fortsætter:

»Vi skal have mere dynamisk og hurtigere fodbold for at udvikle ligaen endnu mere. Ellers bliver der længere og længere afstand til de store ligaer. Vi må gøre noget frem for det tunge spil med alt for mange spilstop og standardsituationer, ellers bliver vores spillere ikke gode nok til landsholdet.«

Ved den seneste landsholdssamling var den eneste udtagne Superliga-spiller FC Midtjyllands målmand, Jesper Hansen, som ikke fik et eneste minuts spilletid.

Samtidig med opråbet om, at Superligaen bør kigge indad og sætte sig nogle højere mål, sætter FC Nordsjælland træneren en tyk, fed streg under, at der kan være brug for en mentalitetsændring.

Hans overbevisning er klar.

»Der er stadig mange klubber, der kun tænker en uge ad gangen, at næste kamp er den vigtigste,« siger FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen.
»Der er stadig mange klubber, der kun tænker en uge ad gangen, at næste kamp er den vigtigste,« siger FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det handler om at sætte barren lidt for højt i stedet for lidt for lavt. Der er en del hold, der spiller for at undgå nedrykning. Allerede dér sætter du begrænsninger for dig selv,« siger Flemming Pedersen og uddyber.

»Det kan jo være, at du lykkes med det, men du rykker ikke på noget. Vi er nødsaget til at sætte os selv på spil som klubber og som mennesker, hvis vi vil opnå noget.«

Skal man tro på FC Nordsjællands træner, handler det om visioner og udvikling – og om at tænke længere.

»Vi forbedrer os ved at sætte nogle højere mål, have nogle visioner for spillet og for udviklingen af de enkelte klubber. Der er stadig mange klubber, der kun tænker en uge ad gangen, at næste kamp er den vigtigste. Du må have en vision og lave en klubstrategi. Både på og uden for banen.«

Er man for uambitiøs i Superligaen?

»Jeg skal ikke sige, hvad andre klubber skal. De kan have et helt andet syn på det. Men spillet skal opgraderes, hvis vi skal lave landsholdsspillere. Det er der ingen tvivl om.«