William Eskelinen fik blot en enkelt sæson som førstemålmand i AGF, og den svenske keeper blev sidste år sendt retur til Sverige, hvor han igen har fået karrieren på skinner i Örebro.

Men afskeden med den danske Superligaklub, der gav hans plads i målet til Kamil Grabara, blev langtfra som ønsket.

I et interview med Expressen langer den 26-årige svensker nu ud efter sin tidligere arbejdsgiver og medgiver, at der var ondt blod mellem ham og AGF.

»Ja, der var. Vi skiltes ikke som venner. Vi snakkede slet ikke sammen, jeg skrev bare på et stykke papir, at vi brød aftalen. Vi havde slet ingen kontakt,« siger han.

»Jeg har blandede følelser fra min tid i Danmark. Man skal dele opholdet op i to blokke. Den første sæson var jeg klart førstevalg. Det gik rigtig godt både for mig og holdet. Jeg lå meget højt i statistikkerne i forhold til clean sheets og redningsprocent, og holdet blev nummer tre, hvilket var stærkt,« forklarer Eskelinen og tilføjer:

»Så vendte alting på en uge. Klubben valgte at gå en anden vej. De havde solgt mig en plan om, hvordan de ville bruge mig, og jeg skrev under på en femårig kontrakt, men så smed de det hele i skraldespanden. Ham, de hentede ind, har gjort det fantastisk, han skiftede til FCK og blev sidste vinter nævnt som en mulighed for Bayern München, da Manuel Neuer brød sammen. Selvfølgelig var det hård konkurrence, men den måde, klubben pludselig ignorerede mig på … Jeg var meget skuffet.«

William Eskelinen fik 39 kampe for AGF.

Superliga-klubben har siden fået styr på målmandssituationen igen, da Jesper Hansen er sikker mand på holdkortet.