Som BT for en uge siden kunne afsløre, skifter Michael Falkesgaard fra FC Midtjylland til Bangkok United FC i Thailand.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

26-årige Michael Falkesgaard kom ellers til FC Midtjylland i sommer, men det blev altså aldrig til spilletid i det midtjyske for målmanden, der nu drager østpå.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Jacobsen giver spillerne fri: 'Ja, der er ikke så meget at lave hernede...'

»Michael fik chancen for at forfølge en mulighed for at komme til udlandet, og vi er glade for, at det nu er faldet på plads for ham. Bangkok United har sikret sig en arbejdsom og professionel målmand, som har den rette indstilling til sin sport. Vi ønsker Michael alt det bedste i det thailandske,« siger Svend Graversen, der er sportschef i FC Midtjylland til FCM.dk.

Bangkok United har ifølge BTs oplysninger længe ville have fat i Michael Falkesgaard. I begyndelsen af 2017 var klubben en af bejlerne, da han skulle skifte væk fra OB.

Nu er det så lykkedes den thailanske klub at hente ham, og Bangkok United betaler ifølge BTs oplysninger halvanden millioner kroner for at få Michael Falkesgaard, mens målmanden selv kan glæde sig over en klækkelig løn i det asiatiske, hvor han i de kommende to år ventes at tjene cirka 10 millioner kroner med bonusser.

LÆS OGSÅ: Brøndby-darling og VM-bobler: 'Jeg tror måske, I ser mig som en større joker, end jeg selv gør'

I Thailand følger sæsonen kalenderen, og det betyder, at trods det faktum, at 26-årige Michael Falkesgaard skifter klub denne vinter midt i den danske sæson, starter han op på en frisk med sine nye holdkammerater, der i 2017 sluttede på en tredjeplads i Thai League 1.