Brøndby IF oplyser på klubbens hjemmeside, at man forlænger kontrakten med cheftræneren, Niels Frederiksen.

Kontrakten løber nu til sommeren 2023, og det betyder, at cheftrænerens kontrakt er blevet forlænget med to år.

Niels Frederiksen er meget tilfreds med forlængelsen, og han siger, at han føler sig godt tilpas på Vestegnen.

»Jeg føler mig rigtig godt tilpas i Brøndby IF. Jeg oplever en klub, hvor der bliver trukket i samme retning fra alle, og det gør, at vi på relativ kort tid har kunnet flytte os både på og uden for banen. Vi har en fantastisk stab og et rigtig spændende hold med nogle dygtige spillere, som vi udvikler på hver eneste dag. Så det eneste, jeg savner i dag, er, at vi kan få fans tilbage på stadion.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Der har ellers været en masse spekulationer om Niels Frederiksens fremtid. Det har blandt andet været nævnt, at OB skulle være interesseret i at hente ham til Ådalen på Fyn.

Fodbolddirektøren i Brøndby, Carsten V. Jensen, siger, at Niels Frederiksen og hans team fortjener ros.

»Ser vi på udviklingen siden sommeren 2019, er vi som klub først og fremmest lykkedes med at tage nogle væsentlige skridt i retning af en både sportslig og økonomisk langtidsholdbar model. Vi har specifikt indrettet truppen med et større fokus på udvikling af talent, og i tæt samarbejde med Brøndby Masterclass er vi lykkedes med en langt større integration af egenudviklede spillere i Superliga-truppen.«

»I den sammenhæng skal Niels og hans team roses for at have ført strategien ud i livet på banen og tilmed skabt en positiv resultatudvikling. Vi er derfor glade for, at vi er blevet enige med Niels om en forlængelse af kontrakten, og vi kan fortsætte det gode samarbejde foreløbigt frem til sommeren 2023.«

Carsten V. Jensen.
Carsten V. Jensen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brøndby har spillet en flot efterårssæson i Superligaen. Holdet ligger på nuværende tidspunkt nummer to med samme antal point som de forsvarende mestre fra FC Midtjylland, der fører rækken.

Niels Frederiksens hold indleder foråret i Superligaen 4. februar med en udekamp mod FC Nordsjælland i Farum.