Fan eller formand?

Sådan tweeter tidligere direktør for Parken Sport & Entertainment, Dan Hammer, til Rasmus Ankersen, der er bestyrelsesformand i FC Midtjylland.

Det sker efter, at Twitter i forvejen var rødglødende efter Superligaens sidste spillerunde i grundspillet, da Sønderjyske til sidst tabte 2-1 til FCM, men drog fordel af nederlaget, da de dermed havnede i den mere favorable pulje to, hvor der er langt længere ned til nedrykningpladserne.

Læs også: Vilde spekulationer og kæmpe brøler: Superliga-klub sletter kontroversiel udmelding

Det faldt mange for brystet, at Sønderjyske måske derfor tabte med vilje, men den forklaring køber Rasmus Ankersen altså ikke, der i stedet retter fokus mod konkurrenterne fra Brøndby.

»Sønderjyske gik forståeligt nok all in for at vinde og endte med at få kontrakniven. Det mest relevante spørgsmål på baggrund af denne runde er: Hvor mange færre point ville Brøndby have, hvis der havde været VAR i Superligaen i denne sæson?«, skriver bestyrelsesformanden på Twitter og henviser altså til kendelser, der er gået Brøndbys vej, men som VAR, Video Assistant Referee, ville have dømt anderledes.

Udover at Sønderjyske altså endte i en noget lettere pulje med nederlaget, så var det også to vitale ekstra point for FC Midtjylland i mesterskabskampen, hvor de ligger side om side med Brøndby. Var kampen mellem midtjyderne og Sønderjyske i stedet endt uafgjort, havde Brøndby haft et forspring på to point.

Læs også: BTs sportschef: Superligaen skal ændres - jeg har et meget simpelt forslag

Tidligere direktør for Parken Sport & Entertainment, Dan Hammer, svarede efterfølgende på Rasmus Ankersens tweet:

»Fan eller formand? Historien har vist, at det er en god ide altid at huske, at man er det sidste, også når man kommunikerer som det første,« skriver Dan Hammer, der i dag er administrerende direktør i Royal Arena.

Herefter var fighten ellers i gang og Rasmus Ankersen skrev 'Velkommen til Buzzword Bingo på Mediano', inden Dan Hammer til sidst lukkede den: »Av av av. Den tror jeg bare, at jeg lader stå helt alene og blinke.«

Udover Twitter-fighten med Dan Hammer, så har Rasmus Ankersen også tidligere været ude i lidt af en mudderkastning. Dér var det med Brøndby-ejer, Jan Bech, og med det seneste tweet sættes der altså igen lidt ekstra benzin til bålet mellem de to klubber.

FC Midtjylland og Brøndby deler førstepladsen i Superligaen og har begge 60 point, inden begge mandskaber går ind i mesterskabsslutspillet, hvor de kun møder hold fra top-6.

BT.dk har været i kontakt med Dan Hammer, der ikke ønsker at uddybe. Vi arbejder også på at få en kommentar fra Rasmus Ankersen.