Hvad laver Jakob Michelsen i en af verdens førende aviser New York Times?

Hvis du tænker sådan, er du næppe den eneste, men faktum er, at Sønderjyske-træneren lige nu når ud til en enorm mængde læsere i hele verden, der med stor sandsynlighed aldrig tidligere har hørt et kvæk om den 36-årige 'soccer'-træner fra Sønderjylland.

Interviewet med succestræneren bringes under overskriften: 'A Fresh Face Reflects Danish Soccer’s New Methods'. Oversat til dansk noget i retning af: 'Et nyt ansigt afspejler dansk fodbolds nye metoder'.

Her bliver Jakob Michelsen fremhævet for sine små mirakler i Sønderjyske, siden han debuterede som Superliga-træner i 2015. I sin første sæson førte han som bekendt sønderjyderne til sensationelle sølvmedaljer og kvalfifikationskampe til Europa League, hvor kun en sidste-sekundsscoring spændte ben for en plads i gruppespillet.

I interviewet bliver Jakob Michelsen fremhævet for sin taktiske sans, der blandt andet har givet ham tilnavnet 'mini-Mourinho', og så foldes historien om den uddannede skolelærers vej til trænergerningen i Superligaen ud. Trænerkarrieren startede, da han var 14 år og har budt på træning af fodboldpiger, inden han fik succes i først Skive og siden Sønderjyske.

»Jeg har altid vidst, jeg ville være lærer og træner. Jeg elsker taktik, jeg elsker det faktum, at du kan præge kampe, og jeg elsker at konkurrere. Men det, som jeg virkelig er interesseret i, er at finde personen bag spilleren. Mere end alt alle ville jeg arbejde med mennesker,« siger Jakob Michelsen til New York Times og påpeger, at han - modsat mange af sine kolleger - aldrig har haft et kendt navn, som kunne åbne døre for ham.

»At have et kendt navn giver dig muligheder. Du kan være det største navn og være en dårlig træner, og så vil spillerne miste respekten for dig i 10 minutter. Hvis du ikke selv har spillet, skal du bygge dit navn op, men hvis de ting, du gør, er gode, så vil spillerne have din respekt i løbet af 10 minutter,« forklarer Jakob Michelsen.

Stadig et lille navn i international fodbold. Men nu læst og set af store dele af USA.