Der har været konstant turbulens omkring OB's Emil Larsen, siden han for halvanden uge siden lagde sig ud med klubbens fans og udtalte 'de kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem'.

Tirsdag aften valgte Emil Larsen at gå i 'Aftenshowet' på DR og tale ud om sit anstrengte forhold til de fynske fans, og hvorfor han valgte at lange ud efter dem for rullende kameraer.

»Det var kulminationen på to år, hvor jeg virkelig har fundet mig i meget. Når vi taber, så er det tit min skyld. Jeg fik ligesom nok af det.«

»Det er gået for langt, når man ikke engang kan gå ud og handle, uden at der skal komme nogle kommentarer, som jeg ikke synes er fair. Det er fint nok inde på banen, men uden for synes jeg, at det bliver for meget,« siger Emil Larsen til DR og fortsætter:

»De kan godt sige, at de ønsker, jeg bliver fodboldinvalid, og at de ikke gider se mig i OB-trøjen mere, så jeg kan bare smutte hjem til København igen. Det er ikke sjovt. Det har ramt mig mere, end jeg havde troet, det ville.«

Den tidligere Lyngby-spiller fortæller, at det udelukkende er en mindre fraktion af OB's fans, som han har det svært med, og derfor burde han også have formuleret sig anderledes, da han sagde, at han ikke kunne lide fansene.

»Hvis man skal være bagklog, så var det ikke så klogt sagt. Den var selvfølgelig ikke henvendt til alle OB-fans.«

I søndagens kamp i Farum mellem OB og FC Nordsjælland rakte de medrejste fynske fans en forsonende hånd ud mod Emil Larsen og hyldede ham med sang og klapsalver, da han blev skiftet ind.

Alligevel valgte Larsen efter kampen at gå direkte i omklædningsrummet uden at takke fansene. Den beslutning fortryder han i dag.

»Der var mange følelser på spil, og når jeg ser på det i dag, så skulle jeg være gået ned til dem. Jeg har tænkt det igennem, og jeg fortryder lidt, at jeg ikke gjorde det. Jeg vil gøre det fremover.«