Emil Larsen var igen forrygende, da OB vandt 5-1 over Sønderjyske. En sejr, der skal bruges som afsæt til at gøre OB til permanent tophold.

OBs 5-1-sejr ude over Sønderjyske blev mandag aften grundlagt af en sprudlende Emil Larsen, der fortsatte sin gode stime ved selv at score et enkelt mål og være involveret i meget mere.

- Jeg synes, vi får presset Sønderjyske godt. Det var en svær kamp, så vi er godt tilfredse med at vinde 5-1, sagde Emil Larsen til TV3 Sport efter kampen og roste holdets boldomgang og evne til at kreere chancer. OB er med sejren at finde på Superligaens fjerdeplads med 17 point. Lige så mange som Esbjerg på tredjepladsen og oprykkerne Viborg og FC Vestsjælland på de næste pladser.

Emil Larsen kaldte det også et vigtigt 'selvtillidsboost', at fynboerne nu har vundet to Superliga-kampe i streg efter en famlende start på efteråret med store defensive og organisatoriske problemer.

En anden spiller, der kan hjælpe OB på vej mod permanent ophold i den rigtige ende af tabellen var tremålsskytten Mustafa Abdellaoue, der viste prøver på sin skarphed i feltet efter sin ankomst på leje fra FCK.

- Først og fremmest får jeg spilletid. Nu føler jeg, at jeg er kommet igang. De tre mål her er gode for selvtilliden, sagde manden bag tre mål.

Træner Troels Bech har også bemærket, at nordmanden kan noget særligt i det lille felt med sine hurtige fødder.

- For os er han en mand for at være der, når vi kan bringe bolden ind til ham. Vi ser også til træning, at hvis vi kan bringe bolden ind i feltet nogenlunde samtidig med 'Mos', så er der mål, sagde træner Troels Bech.